1.9 Estado Novo og 2. verdenskrig

Den nye stat skulle have en slags parlament med to kamre. Det ene var rådgivende og bestod ikke af repræsentanter for partier, men af lederne af de tilladte fagforeninger, religiøse grupper og erhvervsbestemte interesseorganisationer. Det andet kammer bestod af politikere valgt af landets befolkning. Men befolkningen havde ikke så meget at vælge imellem, da alle kandidater til valgene skulle være medlemmer af Den Nationale Union. Den Nationale Union var António Salazars politiske parti - men på mange måder fungerede det mere som en organisation eller et firma. Faktisk var det Salazars direkte udmelding, at Den Nationale Union ikke skulle være et politisk parti, men det modsatte. Den Nationale Union havde ikke et program eller en vision om revolutionære forandringer og ønskede på ingen måde at piske befolkningen op til fanatisk dyrkelse af bestemte idealer, symboler eller lederskikkelser. Der var ingen statuer af føreren, ingen flashy slogans og ingen logoer på flag. Befolkningen i Portugal skulle ikke mobiliseres til had eller krig mod andre nationer, racer eller grupper i samfundet. Portugal i mellemkrigstiden havde - modsat mange andre lande på samme tid - ikke massemøder og propaganda. Tværtimod.

Plakat med Salazar som ridder med skjold og Estado Novos ti bud

Ingen regel uden undtagelse. Selvom Salazar ikke ønskede den personlige førerdyrkelse som samtidige autokrater og diktatorer som Hitler, Mussolini, Stalin m.fl. dyrkede så kraftigt, havde også Estado Novo en propagandaafdeling, der lavede både plakater og film, og fra 1936 en uniformeret ungdomsorganisation, Mocidade Portuguesa. Plakaten her er fra 1933 og kommunikerer de vigtigste principper for lovene og livet i den nye stat. Hvordan kommunikeres og fremstilles Salazar og det han står for her? Hvordan kan det ses? Hvorfor har det sandsynligvis været effektiv kommunikation i midten af 1930’ernes Portugal?

Det nye styre blev præsenteret som et fornuftigt, roligt, ja lidt kedeligt, diktatur - en voksen og nødvendig måde at styre landet på i en tid med mange problemer og farer for landet. Det betød imidlertid ikke, at der ikke var undertrykkelse eller kontrol med befolkningen og med anderledestænkende. Regeringen havde både et almindeligt og et hemmeligt politi (PIDE), som tog hånd om politiske modstandere. Desuden fungerede kirken og dens organisationer, som var en integreret del af de fleste portugisiske familiers liv, som en slags overvågnings- og kontrolfaktor, som havde stor betydning. Kirken var forbundet til undervisnings- og statsapparatet, præsten kunne tale med myndighederne, og i langt de fleste familier var der mange, der som gode katolikker betroede deres hemmeligheder og bekymringer til præsten i skriftestolen for at opnå syndernes forladelse. I sådan en hverdag og virkelighed er det ikke let at skjule modstand eller modvilje mod styret - og den moralske fordømmelse, udelukkelsen fra det pæne selskab eller fra mulighederne for at opnå adgang til attraktive uddannelser, gode jobs osv. var altid nærværende. Undertrykkelsen var således omfattende og tolerancen og rummeligheden yderst begrænset. Men Portugals diktatur under Salazars styre havde ikke et vidt forgrenet system af koncentrationslejre eller store torturcentre. Politiske modstandere kunne forsvinde og tvinges ud af landet. Der fandtes hemmelige fængsler for politiske modstandere på Kap Verde-øerne. Undertrykkelsen var virkelig, og det hemmelige politi kunne være brutalt.

Ligestillingsmæssigt var Portugal heller ikke et foregangsland. Ved Estado Novos begyndelse så det relativt moderne ud, at kvinder officielt havde stemmeret. Men da valgloven bestemte, at kvinder uden en sekundær uddannelse ikke måtte stemme og at mænd kunne forbyde deres koner at tage arbejde udenfor hjemmet, at rejse udenlands og da ting som ligeløn, prævention og abort var lige så meget byer i Rusland som rettigheder for homoseksuelle, kom Portugal med tiden til at fremstå stadig mere gammeldags og undertrykkende i synet på kvindens rolle i samfundet og familien. Sammenlignet med Europas øvrige diktaturer i 1930’erne og 1940’erne var Portugals diktatur altså relativt ublodigt. Men sammenlignet med Vesteuropas demokratiske stater i perioden 1950-1975 var Salazars styre meget ufrit og undertrykkende.

Fire plakater fra Estado Novo

Ublodigt er under alle omstændigheder et passende ord for Portugals oplevelse af 2. verdenskrig. Portugal forblev, ligesom Spanien, neutralt under 2. verdenskrig. Forholdet til de stridende stormagter var kompliceret. På den ene side var Portugal beskyttet af sin alliance med og historisk gode forhold til Storbritannien. På den anden side stod Salazar (med sin skepsis over for det liberale demokrati, klasse- og partitænkningen, sin afsky for kommunismen og Sovjetunionen og sit nære forhold til Spaniens nye diktator Francisco Franco) ikke langt fra Hitler og Mussolini. Han delte deres korporatistiske tanker om økonomien og deres romantiske syn på fortiden, men han tog kraftigt afstand fra nazismens grundlæggende racistiske og antisemitiske menneskesyn, og han opfattede nazisterne som antikristne.

Da krigen i Europa brød ud i september 1939, var Portugal formelt bundet af sin alliance med Storbritannien, men Storbritannien krævede ikke at Portugal aktivt førte krig mod Tyskland, og Portugal erklærede sig ligesom Spanien neutralt. Denne neutralitet formåede portugiserne at opretholde indtil 1944, hvor Portugal efter pres tillod amerikanerne at oprette flyvebaser på Azorerne. I 1944 var der imidlertid heller ingen tvivl om hvem der ville vinde krigen - og tyskernes muligheder for at ramme Portugal med ubehageligheder af betydning var helt forsvundet. Krigen igennem frygtede Salazar, at Spanien enten direkte ville gå ind i krigen på tysk side eller at Tyskland ville erobre Spanien og at en spansk/tysk hær herefter ville angribe Portugal. Balancen for Portugal bestod derfor i at opretholde sin alliance med Storbritannien uden at provokere Tyskland eller tysksindede kræfter i Spanien for meget. På den måde balancerede Portugal gennem 2. verdenskrig på en måde som ikke lå så langt fra det neutrale men besatte Danmarks vej gennem krigen. Og både Danmark og Portugal nød godt af at især briterne forstod, hvordan disse små og svage lande - med vigtige besiddelser ude i verden - ikke kunne gøre meget mod tyskerne, men stadig var bedre at have som neutrale venner end som fjender.

Portugals status som neutral stat gav også Portugal mulighed for at fungere som tilflugtssted for alverdens spioner og endnu flere flygtninge. Portugisiske diplomater og ambassader kunne udstede portugisiske pas og yde beskyttelse til flygtninge i Europa, og omkring en million mennesker menes at have brugt Lissabon som mellemstation for deres flugt ud af det krigshærgede Europa. Flugten gik primært til USA og Palæstina. Mange af disse flygtninge var jøder, og portugisiske diplomater som Aristides de Sousa Mendes og Carlos Sampaio Garrido hyldes i dag verden over for at have udstedt pas og rejsetilladelser til tusindvis af hhv. franske og ungarske jøder, som ellers ville have endt deres liv i gaskamrene. I deres forsøg på at redde flygtninge risikerede disse diplomater, at Portugals skrøbelige neutralitet kunne blive ødelagt på grund af tysk irritation, ligesom de også bøjede eller direkte brød deres eget lands immigrationslove. Sousa Mendes blev dog straffet hårdt bagefter: Han blev fjernet fra udenrigstjenesten og døde fattig i 1954. Salazar, som på ingen måde delte nazisternes antisemitiske og generelt racistiske verdens- og menneskesyn, lod alligevel mange flygtninge rejse gennem Portugal. Portugal og Danmark deler altså også her skæbne som lande, der kan fremvise små historier om lys i mørket og menneskelighed, mod og hjælpsomhed i fortællingen om jødeudryddelserne under 2. verdenskrig. At begge lande også kunne have gjort og risikeret mere, er der dog desværre næppe heller tvivl om.

Portugal opretholdt til det sidste sin formelle neutralitet. Det betød også, at Salazar beordrede, at der skulle flages på halv stang, da Hitler døde - en symbolsk gestus der ikke så godt ud, men var i overensstemmelse med protokollen.

I modsætning til de fleste lande i Europa oplevede Portugal altså ikke besættelse, krig, befrielse eller regeringsskifte i løbet af 2. verdenskrig. Følelsen af efterkrigstiden som et vendepunkt og en helt ny begyndelse var derfor heller ikke rigtig til stede i Portugal. Blandt magthaverne i Portugal var det en udbredt tanke, at strategien havde virket og at der var grund til at ændre så lidt som muligt. Det betød, at Portugal i første omgang satsede på mere af det samme. Sikkerhedsmæssigt var Portugal i krigens slutning dog blevet trukket langt ind i samarbejdet med USA og Storbritannien. Og da det ret hurtigt stod klart, at den nye virkelighed ville blive en kold krig mellem et liberalt kapitalistisk vest og et kommunistisk øst, var det oplagt for Portugal at blive medlem af NATO. Så her var Portugal med fra starten - ligesom Danmark. Og her kan man se hvordan NATO præsenterede Portugal for den formentlig let undrende amerikanske befolkning, som i fremtiden skulle yde beskyttelse til dette lille land:

https://youtu.be/ViOSPw-fE1Y

Økonomisk ønskede Portugal imidlertid ikke at involvere sig alt for meget med omverdenen. Marshall-hjælpen var et amerikansk støtte- og låneprogram, som gav og udlånte store beløb til de kriseramte økonomier i Europa mod at disse indgik i OEEC/OECD og forpligtede sig til en økonomisk model med mere afregulering og frihandel. Salazar ønskede ikke at Portugal skulle være en del af dette projekt, formentlig fordi det betød, at det blev vanskeligere at styre landets økonomi uafhængigt af den omgivende verden - men massive økonomiske problemer i 1948 gjorde at man blev nødt til det. Salazar var også skeptisk overfor det omfattende europæiske handels- og politiksamarbejde, som “de seks” lande startede med kul- og stålunionen og Rom-traktaten - altså det der i dag er EU. Ligesom Danmark kunne man godt se fordele i handelsaftaler, men ønskede ikke at afgive suverænitet til overstatslige myndigheder. Så Portugal - og Danmark - oprettede i stedet EFTA sammen med bl.a. Storbritannien - et noget mindre succesfuldt projekt, hvor væksten forblev lavere end i EEC - altså det tidlige EU.

Som årene gik i 1950’erne og 1960’erne og Vesteuropa blev stadig mere sikkert, velstående og demokratisk, blev Portugals politiske model mere og mere påfaldende. På overfladen så det nogenlunde tilforladeligt ud. Efter 2. verdenskrig havde Salazar tilladt oppositionspartier, og Salazar selv var jo ikke engang statsoverhoved. Hans funktion i staten var - som den altid havde været - at være regeringsleder, premierminister, udpeget af den demokratisk valgte præsident og med et flertal bag sig i det demokratisk valgte parlament. Men alle vidste jo, at det ikke var demokratisk. De tilladte oppositionspartier var for nogles vedkommende kontrolleret af Salazars folk og derfor mest til pynt, og andre var små og levede med evig chikane og overvågning fra det hemmelige politi. Presse og medier dækkede alt fra Salazars vinkel, og selve valgene var temmelig tvivlsomme foretagender præget af trusler og svindel. Det lyder lidt putinsk - og det var det nok også. Lige hvad det angår.

Helt skidt kom det til at se ud i 1958, hvor en tidligere general, Humberto Delgado, stillede op til valget og under valgkampen proklamerede, at han - hvis han vandt - ville fyre Salazar. Han vandt ikke. Men udenlandske observatører og rigtig mange portugisere mente, at den væsentligste grund hertil var, at Salazars embedsfolk fuskede med valgresultatet og bagefter ændrede på grundloven således at præsidenten i fremtiden ikke længere skulle vælges direkte af befolkningen, men udpeges af parlamentet. Delgado flygtede ud af landet og arbejdede herfra fortsat for politiske forandringer i Portugal indtil han i 1965 blev fundet dræbt i Spanien - sandsynligvis likvideret af det hemmelige politi.

I dag er Lissabons lufthavn opkaldt efter Humberto Delgado, som således ses som en martyr for det moderne portugisiske demokrati.

Sagen om Delgado viste for mange portugisere og udlændinge, at Portugal under den pæne overflade og den voksende turisme ikke var et velfungerende samfund. Og der var mange flere tegn på det, hvis man ville se dem.

Salazar og regeringen manede til national stolthed og samarbejde. De fremhævede den stolte historie og de flotte resultater som eksempelvis de portugisiske fodboldhold kunne opnå, når de stod sammen. Og de var gode, fodboldholdene. Faktisk var Benfica et godt bud på verdens bedste fodboldhold i 1960’erne og Eusébio et godt bud på verdens bedste spiller i samme periode. Eusébio, som var født i Mozambique, kunne ydermere symbolisere fortællingen om det velfungerende imperium, hvor hudfarve eller en fattig baggrund ikke var en forhindring for store resultater til fælles glæde. Men selvom alle jublede, når Benfica vandt datidens Champions League i 1961 og 1962 (og var stolte, når de tabte i finalen i ’63, ’65 og ’68), kunne de stadig være utilfredse med meget andet.

Forside af Revista de Portugal med Pelé og Eusebio

Fodboldsportens største stjerner i 1960’erne Pelé fra Brasilien og Eusébio fra Portugal. Og var man som portugiser stadig bare lidt historisk stolt af det portugisiske imperium, kunne man være stolt af - og tale med - dem begge.
NoteFokusspørgsmål
  1. På hvilke måder lignede Portugal/Estado Novo mellem 1926 og 1974 et demokrati? Og hvorfor var det ikke tilfældet?
  2. Hvordan holdt Estado Novo styr på befolkningen? Og hvorfor kan styret kaldes både mildt og meget undertrykkende, alt efter hvad man sammenligner med?
  3. Hvad lavede Portugal under 2. verdenskrig?
  4. Hvorfor blev Lissabon et vigtigt sted for flygtninge under krigen, og hvad gjorde diplomater som Aristides de Sousa Mendes?
  5. Hvorfor ville Portugal gerne være med i NATO, men ikke i det europæiske samarbejde, der senere blev til EU?