1.2 “Portugal” i middelalderen - araberne og den kristne reconquista
Der er ikke mange kilder til livet i den periode. Vi ved dog, at visigoternes herskere var kristne og at de gjorde meget for, at kirken og den kristne tro blev udbredt og beskyttet i deres område. Generelt var Vesteuropa i 5-600-tallet præget af Romerrigets “internationale” pengeøkonomiske handels sammenbrud, byernes opløsning og et liv, der for de flestes vedkommende bestod af subsistenslandbrug under beskyttelse af en lokal magthaver med våben - en beskyttelse, man betalte for i form af naturalier. Denne samfundsmodel - feudalismen - kom til at kendetegne middelalderen helt generelt - og det var også den, som visigoterne praktiserede, mens de drømte om at genskabe den større grad af fred, sikkerhed og velstand, som havde hersket i Romerriget.
Det blev dog ikke visigoterne, som kom til igen at gøre Den Iberiske Halvø til en del af et større og mere velstående og velordnet imperium. Den skæbne tilfaldt i stedet mennesker med en anden tro og en kultur, som i sit udgangspunkt stammede fra Den Arabiske Halvø. I 711 sejlede en styrke på ca. 7000 muslimske soldater fra Nordafrika nemlig over Gibraltar-strædet (og gav det samtidig det navn). Her besejrede de de lokale visigotiske styrker og tog hul på deres erobring af Den Iberiske Halvø, som de kaldte Al-Andalus.
Lissabon blev erobret i 714 og blev nu til den arabiske by Al-Ushbuna eller Al-Isbunah. De herskende arabere blev sandsynligvis aldrig et flertal af befolkningen. Andre sprog og anden religion (f.eks. jødedom og kristendom) tolereredes af de muslimske herskere. Men var man ikke muslim, var man (ligesom i resten af det muslimske kalifat) “dhimmi” og underlagt forskellige regler - herunder pligten til at betale en bestemt skat til muslimerne, “Jizyah”. Det arabiske sprog blev efterhånden det dominerende i området, fordi det gav adgang til magt, indflydelse og privilegier.
Som I kan se på nedenstående kort, blev islam som religion og dens kalifat som politisk organisation meget hurtigt spredt over enorme områder. Rent politisk kom hele området dog aldrig til at fungere som én stat.
Al-Isbunah lå godt nok nu (igen) i yderkanten af et imperium, nemlig den muslimske verden. Og herskerne i Al-Andalus regerede ofte uafhængigt af - og nogle gange i direkte modstrid med - de politiske ønsker hos kalifferne i Damaskus i Syrien og senere i Bagdad. Men det at være en del af imperiet med handel, specialisering og vidensudveksling skabte øget velstand. Araberne bragte ny teknologi, videnskab og vandingsmetoder til området, og velstanden steg. Byen Lissabon blev også ændret med nye bymure, moskeer og citadeller efter arabisk mønster. Hvordan den islamiske kultur har præget den portugisiske kultur og hvordan det præger det moderne Portugal, kan man se lidt om her: https://www.youtube.com/watch?v=ptyrGaQcPHE (det er en voldsomt lang video - og I kan nok godt nøjes med at se de første 5 minutter)
Araberne var på Den Iberiske Halvø i de næste godt 750 år. Det satte naturligvis sit store præg på især den sydlige og østlige del af Spanien, hvor de var længst. Den nordvestlige del af halvøen forblev under kristen kontrol. Her opretholdt små kristne fyrstendømmer en skrøbelig selvstændighed.
Historien om de følgende århundreder skildres ofte - og ikke uden grund - som en kamp mellem kristne og muslimer. Det giver mening, fordi denne kamp faktisk foregik, og fordi det er en kamp, som er til at forstå for senere epokers læsere (blandt andet os). Dels kan vi forholde os til forskellene på kristendom og islam (de har ikke ændret sig så meget), dels kender vi til konflikter mellem de to trossamfund og hvad de går ud på. Vores fokus på denne letforståelige konflikt kan imidlertid let skygge for det faktum, at perioden også rummede andre konflikter og forhold. I store dele af tiden var der fred mellem kristne og muslimer. I nogle konflikter kæmpede kristne mod hinanden indbyrdes, i andre kæmpede muslimer indbyrdes - og i nogle konflikter allierede man sig med religiøse modstandere i kamp mod egne trosfæller, da ikke alle konflikter handlede om religion. I de dele af livet, som handler om videnskab, økonomi og kultur, var der meget gensidig afsmitning mellem muslimer og kristne. Og på Den Iberiske Halvø er der - selv i dag - dels en udpræget blandingskultur, hvor arabiske og europæiske skikke er blandet, dels en forskel mellem det kristne nord og det mere muslimsk prægede syd. Den forskel er der også i Portugal, hvor indbyggere i Porto - der forblev kristent middelalderen igennem - drillende kan referere til Lissabons og Sydportugals indbyggere som mouros (afrikanere/muslimer).
Kampen mellem muslimerne og de kristne, som ønskede at generobre Den Iberiske Halvø, kom til at præge middelalderen. Og det er også i den proces, at kongeriget Portugal opstår. At Portugal opstår som en del af en religiøs kamp og generobring i en middelalderlig kontekst, kan også forklare dele af portugisisk selvforståelse og måske også forklare senere portugisiske handlinger.
Blandt de første nordfrakommende folk, der truede arabernes herredømme over Lissabon, var faktisk vikingerne/normannerne, som erobrede byen i 844. De forlod byen igen efter ca. 14 dage - formentlig en god del rigere end da de kom.
Den kristne generobring (“La Reconquista”) af Den Iberiske Halvø - der har spillet en kæmpe rolle i traditionel spansk og portugisisk selvforståelse som sejrende kristne riger med Guds velsignelse i ryggen - begynder for alvor i 1000-tallet. Pavemagten, som her ønsker at hæve sig politisk over de verdslige europæiske konger, ønsker også at udbrede kristendommen. Begge dele forenes i 1095 med pave Urban 2.s opfordring til korstog.
Her bliver korstogene til Det Hellige Land, erobringen af Jerusalem i 1099 og oprettelsen af korsfarerstaterne i Mellemøsten og korsridderordenerne selvfølgelig de mest berømte resultater. Men man behøvede jo ikke at tage helt til Mellemøsten for at kæmpe mod de vantro, udbrede kristendommen og måske dø martyrdøden i den ædle sags tjeneste. Danske konger og biskopper tog jo på korstog i Polen og Baltikum (hvor Dannebrog/Korsfanen faldt ned fra himmelen og viste Guds velsignelse af den danske indsats). Og boede man længere sydvestpå, kunne man gå i krig mod muslimerne og befri Den Iberiske Halvø.
Men selvom Al-Andalus var et arabisk udkantsområde og selvom de muslimske herskere i Al-Andalus ikke altid havde de bedste forbindelser til centrum af kalifatet, var det ikke let for de kristne. Og kampene mellem de kristne og muslimerne på Den Iberiske Halvø foregik helt til 1492. Her blev de sidste muslimer fordrevet fra Spanien. Det skete under ledelse af det sejrende kristne kongepar af Aragonien og Castilien - de berømte Ferdinand og Isabella, som samme år hyrede Columbus til at sejle til Indien. Ferdinand og Isabella udviste samtidig den jødiske befolkning. Dermed kunne de fremvise den totale sejr for kristendommen på Den Iberiske Halvø.
Har man spansk - og måske en spansklærer ved hånden - kan man arbejde med denne scene https://www.youtube.com/watch?v=phOoNN4HFDw som skildrer den kristne erobring af Granada/Alhambra og overdragelsen af denne sidste muslimske by/fæstning til Ferdinand og Isabella. Den er et oplagt analyseobjekt til hvordan forholdet mellem muslimer og kristne og historien om “La Reconquista” kan fortælles i det moderne Spanien.
Tekster om forhold mellem kristne og muslimer:
http://www.centerforhistorieformidling.dk/islamogkalifatet/kalifatet/tekst18.html
https://docs.google.com/document/d/169RdarXUQjHXmZUQjbDNC4uSsD8hG83hxVd5QcBhOX0/edit
De to tekster får vi styr på, mens vi husker:
Basal kildekritik (som vi skal bruge og vise at vi mestrer, uden nødvendigvis at skrive eller sige ret meget OM det)
Spørgsmål som vi selv stiller før vi for alvor læser teksten
- Afsender: Hvem kommunikerer (slå op på nettet eller andetsteds)?
- Modtager: Til hvem (slå op på nettet eller andetsteds)?
- Hvor?
- Hvornår?
- Hvorfor?
- Hvilken genre er teksten?
- Er teksten privat? Offentlig?
Når vi har svaret på disse spørgsmål, har vi en god fornemmelse for teksten og dens ophavssituation. Det minimerer risikoen for at vi misforstår teksten.
Spørgsmål vi stiller, mens vi læser teksten (igen og igen)
- Hvad kommunikeres der om? Hvordan kan det ses?
- Hvad vil tekstens afsender have modtageren til at forstå? Hvordan kan det ses?
- Er der en underliggende dagsorden (overvej ophavssituationen)? Hvordan kan det ses?
- Hvad kan teksten vise os om de konkrete forhold i fortiden?
- Gør det en forskel, om teksten udnyttes som levn eller beretning?* Hvis ja, hvilken forskel?
- Hvad kan teksten vise os om forskellen mellem fortiden og nutiden?
- Hvordan kan teksten have påvirket sin fortid/kontekst?
Spørgsmål vi stiller, når vi zoomer ud fra teksten
- Hvilke forhold i tekstens fortid har formet teksten og aktørerne omkring den?
- Hvordan har tekstens kontekst (måske) formet nutiden?
- Hvordan har eftertiden set på teksten, dens kontekst og periode?
- Er der forskellige/konkurrerende nutidige opfattelser af/fortællinger om perioden og konteksten og aktørerne? Hvis ja, hvorfor?
* Skelnen mellem levn og beretning er sjældent knivskarp men kan være god, når man diskuterer, hvordan en historiker (evt. en selv) bruger en tekst, som indeholder en fortælling.
Eksempel: En politimand (m/k) afhører et vidne. Vidnet fortæller, at han så sin nabo slå en ældre dame med et bat.
Hvis politimanden vælger at bruge vidneudsagnet som en beretning, vil han konkludere at naboen slog en ældre dame med et bat, fordi han slutter fra vidnets beretning videre til den fortidige virkelighed.
Hvis han bruger vidneudsagnet som et levn, vil han derimod kun konkludere, at vidnet siger, at naboen slog en ældre dame med et bat. Han slutter således ikke til fortiden, men kun til vidneudsagnet og dets ophavssituation.
I virkeligheden vil politimanden nok overveje begge dele (og det skal historikeren også) – og vurderingen af hvorvidt man tør bruge en tekst som beretning, afhænger for politimanden jo af om der er anden information eller beviser, som understøtter vidnets fortælling om den ældre dame og battet (f.eks. en dame, et bat, andre vidners lignende forklaringer og hans eventuelle viden om forholdet mellem vidnet og naboen). Sådan er det også for historikeren. Nogle gange er der dog ikke så meget anden information – og så bliver det svært. At bruge en tekst som beretning er selvfølgelig det mest fristende, fordi man dermed kommer længst/kan forklare mest – men det er også det mest risikable, fordi man risikerer at blive snydt/tage fejl. Den risiko er mindre ved den forsigtige løsning, nemlig at bruge teksten som levn.
| Tekstens ophavssituation og formål | |
| Tekstens muligheder | |
| Mulige risici ved teksten |