1.8 Det 20. århundredes Portugal - et stille diktatur
I begyndelsen af 1900-tallet var Portugal mildest talt ikke, hvad det havde været. Brasilien var for længst blevet selvstændigt. Og selv om Portugal havde kolonier tilbage i både Afrika og Asien, havde de måttet afstå mange af de mest indbringende. Krigene i 1800-tallet havde tydeligt vist, at Portugal militært og teknologisk slet ikke kunne følge med den nye tids supermagter: Frankrig, det nu samlede Tyskland og den største af dem alle - Storbritannien, der heldigvis for Portugal kunne se en interesse i at have en allieret på Den Iberiske Halvø. Uden alliancen med Storbritannien var Portugal næppe kommet igennem 1800-tallet som en selvstændig nation - og da slet ikke som et imperium. Men stolte portugisere betragtede deres eget land med tiltagende bekymring. Hvis Portugal havde virket svagt og gammeldags i 1800-tallet, hvordan ville det så ikke blive i 1900-tallet?
Nogle af disse bekymrede og stærkt nationalistiske mennesker startede derfor en revolution i 1910 - en revolution som ligesom mange andre revolutioner primært var en protest mod magthaverne og et kollaps af det eksisterende styre. Revolutionen havde ikke et klart formål eller en klar ledelse. Hvad de revolutionære kunne enes om, var, at kongehuset og kirken endelig skulle fjernes fra reel magt i samfundet. Fremtidens Portugal skulle være en moderne og stærk republik. Revolutionens mere radikale og socialistiske kræfter gik til angreb på kirkens institutioner, men de revolutionære kom også hurtigt i konflikt med hinanden. Republikken blev indført med en ny grundlov i 1911. Portugal kan dermed siges at have været tidligt ude, da mange andre lande i Europa først gennemgik lignende forandringer under eller umiddelbart efter 1. verdenskrig (1914-1918). Men ligesom Weimarrepublikken i Tyskland (1918-1933) blev den portugisiske republik ustabil. Og ligesom Weimarrepublikken afløstes den portugisiske republik af et kup og et autoritært styre.
I perioden mellem 1910 og 1926 havde Portugal 9 præsidenter og 44 regeringer, som kæmpede med faldende indtægter, korruption, evige magtkampe, fattigdom og en stadig udvandring til Brasilien, som var i vækst og i det hele taget fremstod mere velordnet og lovende for unge portugisere. Undervejs deltog Portugal også i 1. verdenskrig på allieret side. Landet mistede i den forbindelse 8000 soldater uden at opnå andre gevinster end muligheden for at beholde sine kolonier.
Inspireret af lignende begivenheder i stater med evig intern konflikt, økonomisk krise, strejker og demonstrationer tog generaler i den portugisiske hær magten ved et kup i 1926. De erklærede et “Ditadura Nacional” og dekreterede, at portugiserne fra nu af ikke længere skulle se sig selv som socialister, liberale, arbejdere, bønder, katolikker eller ateister, men først og fremmest som portugisere. Målet var genoprettelsen af den nationale ære og harmoni - og midlerne skulle være hårdt arbejde, ydmyghed og streng orden opretholdt af militærets institutioner og kirkens værdier.
Manden der personificerede disse værdier - og som reelt kom til at regere Portugal i perioden 1928-1968 - var António de Oliveira Salazar. Salazar var økonom og universitetsprofessor og kendt som en konservativ og kristen mand. Han blev i første omgang indsat af generalerne som økonomi- og finansminister og fik til opgave at rette op på landets katastrofale økonomi. Det var han god til - og ved at true med at trække sig fra regeringen fik han gradvis mere magt, indtil han blev udnævnt til premierminister i 1932.
At Salazar herfra og frem reelt havde diktatorisk magt i Portugal, er der i dag ingen der sætter spørgsmålstegn ved. Hvad der er langt mere diskussion om, er hvordan man skal karakterisere og vurdere Salazar og hans måde at styre Portugal og dets kolonier på. En væsentlig grund til det er måske, at Portugal i modsætning til stater som Sovjetunionen, Tyskland, Italien eller Spanien har været for lille eller for ubetydelig til at dets særlige styreform har fået sit eget navn eller en -isme (som marxisme/leninisme/nazisme/fascisme/falangisme). Eftertiden har derfor - når man har skullet karakterisere og forklare styret i Portugal - for nemheds skyld ofte brugt disse kendte betegnelser, som dog ikke rigtig passer på den portugisiske virkelighed. Det at tale om Portugal som en slags “fascisme eller falangisme light” har formentlig ikke hjulpet til rigtig at forstå, hvordan Salazars styre fungerede.
I 1940 - da det neutrale Portugal havde tilladt allierede soldater og flygtninge fra Gibraltar at søge tilflugt på Madeira - omtalte det amerikanske blad Life Magazine Salazar som “by far the world’s best dictator”, og de skrev videre “most of what is good in modern Portugal can be credited to Dr. Antonio de Oliveira Salazar…. The dictator is everything that most Portuguese are not — calm, silent, ascetic, puritanical, a glutton for work, cool to women. He found a country in chaos and poverty. He has balanced the budget, built roads and schools, torn down slums, cut the death rate and enormously raised Portuguese self-esteem.”
Den beskrivelse er der næppe mange der er stolte af i dag - men den viser hvordan vurderinger af personer og handlinger er uhyre afhængige af den tid og den sammenhæng i hvilken vurderingen foretages.
I 1933 omdøbte Salazar Portugals styreform fra Ditadura Nacional til Estado Novo - den nye stat. Og nyt var det. Mellemkrigstiden var fuld af stater, der efter korte og kaotiske erfaringer med liberalt demokrati gik over til noget mere autoritært og mindre frit. Salazar var en klar modstander af demokratiet, fordi det skabte intern splid og konflikt. Det evige fokus på uenighederne og interessemodsætningerne skulle nedtones til fordel for en korporatistisk model, som tog udgangspunkt i alt det, som portugiserne havde til fælles. Nationens interesser, kulturen og historien, levestandarden, de kristne værdier osv. Salazar var også indædt modstander af kommunismen, som jo på det teoretiske plan byggede på tanken om kamp mellem økonomiske klasser og på en forkastelse af kristendommen og kirken. Sovjetunionen, som havde eksisteret siden 1918/1922, skræmte Salazar og mange andre europæere. Sovjetunionen skræmte dels på grund af den voldsomme og voldelige udvikling som var foregået der, og dels på grund af Sovjetunionens indsats for at undergrave andre samfund gennem dens netværk af kommunistiske partier og spionage- og oprørsaktiviteter. Som mange andre konservativt sindede middelklasseeuropæere så Salazar omkring 1930 kommunismen som den absolut største trussel mod sig selv, sin ejendom, sin familie og det samfund og den religiøse orden, man holdt af - og man var parat til at gå langt og acceptere meget for at forhindre en kommunistisk revolution.
Mellemkrigstidens ideologiske konflikter, som udspillede sig i diskussioner og gadekampe mellem liberale, konservative, socialister og fascister, bundede i forskellige fortolkninger af de forandringer, som industrialiseringen havde ført med sig. Hvordan havde industrialiseringen ændret samfundet og forskellige individers og gruppers roller og muligheder? Hvordan skulle de nye rigdomme og muligheder, som industrialiseringen skabte, fordeles og forvaltes? Hvem havde ret til at bestemme i den slags spørgsmål? Hvorfor? Og hvordan?
De forskellige ideologier havde forskellige svar på disse spørgsmål, men et i vores del af verden ofte overset faktum er, at det havde den katolske kirke også. I slutningen af 1800-tallet kunne den katolske kirke også se, hvordan industrialisering og urbanisering ændrede samfundene og hvordan især den socialistiske ideologi fandt mange tilhængere blandt arbejdere, som følte sig udnyttet i den kapitalistiske økonomi og undertrykt i de konservative eller liberale stater. Kirken - officielt pave Leo 13. - formulerede i 1891 et program kaldet Rerum Novarum/Om revolutionær forandring i verden og som gav kirkens retningslinjer for, hvordan arbejdsgivere og arbejdstagere, familier og lovgivere burde agere i den nye virkelighed. I teksten blev socialismens tanker om afskaffelsen af den private ejendomsret forkastet. Ifølge kirken var den private ejendomsret grundlaget for familien, og familien var fundamentet for et lykkeligt og moralsk liv. I gensidig respekt for hinandens roller og betydning skulle arbejdere og arbejdsgivere frit indgå overenskomster om lønninger og arbejdstider. Arbejdsgivere skulle lønne arbejdet med en løn, som kunne brødføde en familie (herunder helst med en hjemmearbejdende hustru), muliggøre en beskeden opsparing til alderdommen, sikre at arbejderen havde mulighed for hvile og rekreation, og sikre rimelige arbejdsforhold, som også tager højde for arbejderens styrke, alder og køn. Arbejderne skulle så på den anden side være pligtopfyldende og loyalt udføre deres aftalte arbejde og afstå fra oprør, sabotage og vold mod arbejdsgiverne.
Pavemagten har formentlig forventet, at det at disse principper blev kommunikeret som et udtryk for god kristen adfærd, i sig selv ville få arbejdere og arbejdsgivere til at acceptere hinandens roller og indgå i forhandlinger i en god ånd. Men Rerum Novarum tillod dem at organisere sig frit i fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, så de bedst muligt kunne repræsentere deres interesser og forhandle i god fælles kristen ånd.
Statens rolle skulle være yderst begrænset. Kun i de tilfælde hvor familien og lokalsamfundet - herunder kirken - ikke kunne løse konflikter eller yde social hjælp til fattige, skulle staten træde til. Rerum Novarum vendte sig altså især imod den yderliggående socialismes grundlæggende konfrontatoriske klassekampstænkning og appellerede til den kristne borger om at tage ansvar for sin familie og sit lokalsamfund ved at yde det man kunne, og respektere og hjælpe de af Guds skabninger, som var placeret i en ulykkeligere situation end en selv. Denne grundlæggende socialkonservative tænkning har præget særligt Sydeuropa i det 20. århundrede og er videreudviklet i de mange kristendemokratiske partier i Europa, hvis gruppe f.eks. stadig er den største i Europaparlamentet. Men der er sandsynligvis intet sted, hvor Rerum Novarum fik mere direkte betydning for den førte politik end i Salazars Estado Novo. Her kunne modellen udspille sig indenfor de rammer som Salazar definerede.