1.4 Opdagelsesrejser og slaveri
I Sagres etablerede João 1. og især hans tredje søn “Dom Henrique - o Navegador” - Henrik Søfareren - et center, hvor eksperter fra mange forskellige områder kombinerede de lavpraktiske erfaringer med håndværk, fiskeri og sejlads med datidens fineste teoretiske videnskab. Det var to verdener som sjældent mødtes i europæisk middelalder. Men kombinationen af disse to elementer, en fordomsfri tilgang og tro på egne evner bragte hurtigt resultater på vejen mod de store mål om at udbrede kristendommen, bekæmpe islam, finde nye veje til guld og handelsruter til Asien. Her udvikledes nye skibstyper, som både kunne sejle på dybe have og i mindre dybe floder, der eksperimenteredes med forskellige typer af sejl, hvilket skabte hurtigere og mere manøvredygtige skibe, man blev dygtig til at installere kanoner på skibene og arbejdede konstant med nye teknikker til at tegne kort og bestemme skibes positioner på havet - en vigtig evne, når man skal finde rundt på de store have. Detaljer om sejlruter og skibs- og var vigtige og dyrebare hemmeligheder, som de forskellige kongehuse prøvede at holde hemmelige for hinanden.
Lille opgave - find et portugisisk flag og find ud af hvorfor det ser ud som det gør. Et af de mange symboler på flaget er et sfærisk astrolabium. Hvad er det? Hvad er de andre symboler? Hvor gammelt er flaget? Og hvad siger det om portugisernes opfattelse af sig selv, at de vælger sådan et flagdesign?
Lidt større opgave. Lav en lydoptagelse (3-5 minutter) til portugisiske børn - i alderen 8-11 - i hvilken I forklarer hvordan Portugal blev et selvstændigt land og et land der påbegyndte en ekspansion ud i den store verden.
Overvej: Hvad er særligt ved formidling til børn?
Portugiserne udviklede nye og mere effektive skibstyper, karaveller og karakker, som både var mere manøvredygtige, hurtigere, havde større lasteevne og samtidig formåede at sejle på lavere vand end tidligere skibe. Ikke siden vikingerne havde man set så meget nyskabelse indenfor skibsteknologien, som jo dengang var langt, langt den vigtigste transportteknologi. Problemet for Portugal var, at andre europæiske lande ret hurtigt kunne aflure og kopiere teknologierne, hvilket senere søstormagter som hollænderne og briterne også gjorde.
I sjældne tilfælde kunne kongehuse dog også samarbejde om opdagelsesekspeditioner til havs - måske især når de ikke var direkte konkurrenter. I 1400-tallet var der gode forbindelser mellem det danske hof og det portugisiske. Det betød, at det danske hof fik sendt en - sandsynligvis erfaren og dygtig - kaptajn ved navn Vallarte med på en af de portugisiske missioner ned langs Afrikas vestkyst. Vallarte døde dog under missionen, da han blev taget til fange og dræbt af afrikanere under en af de mange konflikter, som var en del af konceptet, når portugiserne gik i land forskellige steder i Afrika. På samme måde var der også portugisere med på en dansk mission, der i 1472 blev sendt nordpå for at udforske det nordvestligste Atlanterhav. Missionen kom et stykke op langs Grønlands vestkyst, men vendte tilbage, da også den blev angrebet af lokale.
Det var den portugisiske konges sejlads- og navigationseksperter i Sagres, som kunne fortælle, at Christoffer Columbus’ plan om at nå Indien/Asien, ved at sejle vestpå, var håbløs. Columbus var ellers både bosat i Lissabon, gift med en portugiser og havde sejlet på portugisiske missioner - både langs Afrikas vestkyst og nordpå til Irland og Island m.m. Men Columbus var mere tilbøjelig til at tro på legender end folkene i Sagres. Og der var masser af legender og rygter om, hvad der var ude bag horisonten. Der var forestillinger om kongeriger på øer ude vestpå, der hed Antilla og Brazil; steder som kristne europæere tidligere havde haft kontakt til, men nu kunne genopdages. Der var også forestillinger om antipoderne - en øgruppe eller landmasse, som ifølge nogle antikke geografer logisk set måtte findes på den modsatte side af jorden for at skabe balance på jorden (når der nu var så meget landmasse i Europa og Asien). Columbus mente - inspireret af sin egen fortolkning af Marco Polos fortællinger om Asiens geografi og geografen Toscanellis forestillinger om Atlanterhavets størrelse - at sejladsen vestpå til Japan og Kina ikke kunne være så lang. Og han bestyrkedes i denne tro, når han fortalte om sine møder med noget, som han fortolkede som asiatisk udseende mennesker i Irland. Men Columbus’ - og mange andres - verden var også en verden, hvor muligheden for eksistensen af amazoner, kannibaler, skiapoder og meget andet stod åben og hvor målet med at sejle i sidste ende var at finde de rigdomme, der kunne muliggøre generobringen af Jerusalem. Sammenlignet med dette havde de førende portugisiske geografer en mindre farverig tilgang. De havde også en klar forestilling om, at jorden var langt større end Columbus troede.
Portugiserne satsede på at sejle sydpå. Antikkens geografer, der (ligesom antikkens filosoffer, politikere, generaler osv.) ansås for at være ens egen tids overlegne, havde skrevet forskellige ting om hvorvidt man kunne komme til Asien ved at sejle syd om Afrika. Den græske historiker Herodot havde skrevet, at fønikerne mente, at det var muligt. Men Ptolemæus’ verdenskort (fra år ca. 150) tegnede Afrika som et massivt kontinent, der sandsynligvis gik hele vejen til Sydpolen.
Men selvom portugiserne havde stor respekt for antikkens geografer, holdt de en mulighed åben for at selv Ptolemæus kunne tage fejl. De havde nemlig hørt om store floder i Afrika, som enten kunne skære igennem hele kontinentet, føre portugiserne til Afrikas guldminer eller måske føre til præstekongen Johannes’ land. Under alle omstændigheder skulle der sejles og udforskes for Gud og Portugal.
Helt konkret kastede Portugal sig ud i at erobre Ceuta på den afrikanske nordkyst. Herigennem fik man styr på de forstyrrende pirater, der plagede Portugal, og yderligere penge og viden om den afrikanske geografi. Ceuta og omegn havde nemlig længe fungeret som et slutpunkt for karavaner, som gik sydpå - ned i Afrika.
Da portugiserne satte ud i Atlanterhavet for at sejle sydpå, stødte man også tidligt på øerne Azorerne og Madeira. Disse små øer i Atlanterhavet (som i øvrigt havde været kendt og omtalt allerede fra antikken) indfrier ikke portugisernes mål, men de ser muligheder i dem. Madeira har varmt vejr, masser af vand og træ og egner sig dermed perfekt til sukkerproduktion. Den sidste faktor som er vigtig i sukkerproduktion - masser af arbejdskraft - var der imidlertid ikke. Men allerede fra ca. 1430 begynder portugiserne at løse dette ved at overføre slaver fra den oprindelige befolkning på De Kanariske Øer og fra Afrika til at arbejde i sukkerproduktionen på Madeira. Og dermed er mini-modellen for en senere portugisisk succes allerede under udvikling - kolonial plantageproduktion ved hjælp af slavers arbejdskraft. Slaveri var på ingen måde nyt. Der var mange slaver overalt i Middelhavsområdet, og som nævnt var masser af portugisere selv blevet taget som slaver af afrikanske pirater. I 1400-tallet kunne det stadig ske for uheldige fiskere o.lign.
I vores tid og kultur har vi en tendens til at tænke på slaveri som noget der er forbundet med europæisk kolonialisme, trekantshandel, Afrika og Amerika og tæt knyttet til racisme. Det giver også mening, da slavehandelen indenfor dette område i perioden ca. 1550-1850 i skala og organiseringsgrad var noget særligt. Men slaveri har eksisteret gennem hele menneskehedens kendte historie. Dette faktum kan formentlig hjælpe os til at forstå, hvordan fortidens mennesker kunne leve i og med slaveriet og slavehandelen. Det samme kan viden om institutioner som feudalt fæste, stavnsbånd og livegenskab og det generelle fravær af den moderne opfattelse af mennesker som værende berettigede til de samme grundlæggende menneskerettigheder. For langt de fleste mennesker i verden inden 1750-1800 var et menneskes rettigheder og muligheder ikke universelle, men situationelle. Man fødtes til vidt forskellige liv med vidt forskellige rettigheder og muligheder. Forskellene forklaredes oftest religiøst. Det var guds, gudernes eller skæbnens vilje, at man var født til ufrihed eller privilegier, ligesom det kunne være gud(erne)s vilje, når ens forhold ændredes. For det var ikke sådan, at alle blot accepterede deres status. Historien er fuld af bonde- og slaveoprør. Men i hovedparten af historien gjorde slaver ikke oprør, fordi de var imod slaveri af princip. De gjorde oprør, fordi de selv var slaver. Og i antikken, i middelalderen og i moderne tid er der da også masser af eksempler på, hvordan slaver efter frikøb eller oprør - eller med de begrænsede midler, som de selv kunne spare op - selv blev slaveejere. At folk der havde magt til og mulighed for at holde andre som slaver, ikke bare skulle undlade det, men aktivt forbyde det og bekæmpe det, er en tanke, som har haft få tilhængere i størstedelen af verdenshistorien.
Var slaveri egentlig ok i middelalderen?
Op gennem europæisk middelalder (500-1500) arbejdede den katolske kirke for at kristne ikke skulle holde slaver eller købe og sælge andre kristne som slaver. Retssager, buller og fordømmende udtalelser fra kirken middelalderen igennem beviser dette, men vidner jo samtidig om, at kirken ikke altid kunne forhindre, at kristne holdt andre kristne som slaver eller solgte dem som sådan. Middelalderens kristne europæere kunne dog med god samvittighed holde eksempelvis krigsfanger i slavelignende forhold og kræve en løsesum for deres frihed. Der var naturligvis mange og store gråzoner i den slags forhold. Kristne kunne også med god samvittighed fange og slavegøre muslimer og andre ikke-kristne, og de kunne også sælge dem til muslimerne. Dette var en indbringende handel for vikingerne og andre i tidlig middelalder, hvilket især gik ud over de slaviske folk i Østeuropa.
I den islamiske verden forholdt det sig lidt anderledes. Her fordømte myndighederne ikke slaveriet, men det var en god religiøs muslimsk handling at frigive sine slaver - især hvis de var muslimer. Muslimer kunne slavegøre kristne og havde gjort det flittigt blandt spaniere og portugisere under de mange krige i middelalderen.
Da de kristne europæere - og her var det jo først de ekspansive portugisere - fik styrke og muligheder for at begive sig udenfor Europa, fik de i 1450’erne pavelig velsignelse til at underkaste muslimer og andre vantro folk arveligt slaveri. Slavemarkeder med afrikanske slaver i Portugal etableredes i 1440’erne. Handelen beskattedes med 20 %. Det er usikkert hvor mange slaver fra de atlantiske øer og Afrika der blev hentet til Portugal i 14-1500-tallet - men forskere har skønnet, at afrikanere har udgjort små 10 % af Lissabons befolkning i midten af 1500-tallet. Herefter kommer der væsentligt færre slaver direkte fra Afrika til Portugal, medens handelen direkte mellem Portugal og kolonierne til gengæld vokser helt enormt.
Portugals kongefamilie postede mange penge i projektet og udstyrede flåder, som sejlede langs Afrikas vestkyst. Berømte og succesfulde kaptajner på disse missioner var bl.a. Diogo Cão, som ud over at sejle langs kysten også sejlede ind ad og udforskede de afrikanske floder. Overalt hvor portugiserne kom frem, placerede de medbragte stensøjler, ligesom de kortlagde områderne. Efter Cão fulgte Bartolomeu Dias, som opdagede Afrikas sydspids, som i dag kaldes Kap Det Gode Håb. Rejserne var dyre, langvarige og farlige. Epidemier kunne rase på skibene, og datidens sømænd led konstant af skørbug (fremkaldt af mangel på C-vitamin) og mange andre mangelsygdomme under de lange rejser til søs. Når de lagde til land, indebar det ofte konflikter og krig med lokale befolkninger - og storme og uvejr var en evig risiko.
Bartolomeu Dias forsvandt således selv med en flåde af fire skibe i farvandet ved Afrikas sydspids i år 1500, og den slags var ikke blot tragisk for den portugisiske stat - det var også dyrt. At sammenligne 14- og 1500-tallets små europæiske staters store opdagelsesmissioner med det 20. århundredes rumfartsmissioner er måske lidt søgt. Men det krævede enorme ressourcer, enormt mod, ny teknologi, og succes var på ingen måde givet.