1.6 Fra stormagt til udkant - igen
Fra denne status som verdensmagt kunne det stort set kun gå nedad for Portugal. Og det gjorde det jo også i de følgende århundreder. Måske begyndte det allerede at gå ned ad bakke, før den almindelige portugiser for alvor fik glæde af udviklingen. For mange portugisere, som ikke var direkte involveret i handelen eller søfarten, steg levestandarden ikke voldsomt. Købmænd, kaptajner, mange sømænd, og adelsfolk, som investerede deres penge i handelsmissioner, som gav overskud, blev rigere. Nogle blev enormt meget rigere. Men for mange betød den øgede mængde guld i samfundet bare inflation. For de fleste, som var bønder og primært levede i en naturalieøkonomi, betød det meget lidt. Kirkerne, klostrene og slottene blev flottere, fordi de nyrige handelsfolk og adelen gav store pengegaver til kirken for deres sjæls frelse. Der oprettedes flere og bedre skoler og universiteter til elitens børn - og de lærde blev flere, udgav flere bøger og blev rigere. Byerne, særligt Porto og Lissabon, blev også utroligt meget flottere og større, så der skete bestemt forandringer, og levestandarden steg. Men i store dele af det landlige Portugal forblev meget næsten som det altid havde været - og senere tiders praksis med at investere indtægter fra et kolonieventyr i opkvalificering af befolkningen gennem uddannelse, forberedelse af industrialisering gennem investeringer i infrastruktur for slet ikke at tale om forhøjelse af levestandarden for den brede befolkning gennem en slags velfærdsstat var fremmede tanker. Og så alligevel. For den katolsk tænkende portugiser i 1500-tallet kunne udmærket tænke, at de mange investeringer i kirken, de flere munke i klostrene, de mange messer der kunne afholdes, de smukke guldstatuer af Jesus, Jomfru Maria og så videre var investeringer, som ville sikre alle portugisere en særlig plads i Guds hjerte - og et evigt liv i velfærd hinsides det jordiske liv. I hvert fald var det sådan mange af deres penge blev brugt.
Politisk begynder problemerne for Portugal, da muslimske herskere i Marokko erobrer nogle af Portugals havne på Afrikas nordvestlige kyst. Den unge kong Sebastião aftaler med sin onkel, kong Filip 2. af Spanien, at de skal gå på hævnkorstog i Nordafrika sammen og reducere islams udbredelse. Men da tropperne skal drage af sted i 1578, har Filip fortrudt. Sebastião tager af sted med sine ca. 17000 krigere uden hjælp fra Spanien. Projektet udvikler sig katastrofalt. Hæren bliver udryddet, og Sebastião ses sidst ridende i kamp mod den overlegne muslimske hær. At kongen dør her, er der ingen tvivl om, men hans lig bliver aldrig identificeret.
Da Sebastião ikke har børn, overgår tronen til hans grandonkel, Henrique, som imidlertid både er gammel og kardinal og derfor lever i cølibat. Henrique “o Casto/den dydige” dør to år senere og har i sagens natur heller ingen børn, og så overgår tronen til den næste i tronfølgen, som er … kong Filip 2. af Spanien, hvis mor var portugisisk prinsesse. Udsigten til en personalunion, hvor den samme regent skulle herske over både Spanien og Portugal, bekymrede mange portugisiske adelsmænd. De sluttede sig derfor sammen og mente, at tronen skulle gå til António af Crato - et uægte barnebarn af den mægtige kong Manuel. Men Filip 2. af Spanien besejrede dem, og den portugisiske adels frygt for at Portugal skulle regeres af konger, som måske primært tænkte på spanske interesser, blev til virkelighed.
Personalunionen - den iberiske union - eksisterede fra 1580-1640. I den tid respekterede de spanske konger i store træk indgåede aftaler om ikke at blande Portugals sager sammen med Spaniens. Der var en vicekonge, som stod for at administrere Portugal, og denne blev rådgivet af et råd af portugisiske adelsfolk. Men selvom Portugal altså ikke blev indlemmet i eller opslugt af Spanien, som jo i denne periode også var blevet rigt på sit imperium i det Amerika, som med tiden viste sig meget værdifuldt, endte unionen alligevel ikke godt for Portugal. For da Spanien kom i krig med Holland, blev Portugal naturligvis nødt til at følge Spanien.
Hollænderne var ligesom englænderne begyndt at kopiere og true spaniere og portugisere overalt på kloden. Og som protestantiske kristne accepterede de ikke pavens aftaler om, at kun portugisere og spaniere måtte erobre, kolonisere og kristne fjerne lande - tværtimod. Hollænderne havde i Europa gjort oprør mod den spanske konge, som gennem snedig ægteskabspolitik også var kommet til at regere over Holland og de øvrige Nederlande. For hollænderne var der altså tale om en frihedskamp og med tiden også en protestantisk kamp mod katolsk undertrykkelse. Ude i den store verden gav det den hollandske flåde og Det Hollandske Ostindiske Kompagni - en sammenslutning af dygtige hollandske købmænd, der allerede tjente mange penge på handel i Asien - anledning til at angribe alt spansk og portugisisk. Og måske prioriterede den spanske konge forsvaret af de spanske besiddelser højere end de portugisiske. I hvert fald kom krigene med hollænderne til at koste Portugal dyrt. De mistede deres dyrebare besiddelser i Malakkastrædet, i Indonesien, på Ceylon og nogle af deres besiddelser i Indien. Men de beholdt alle deres kolonier i Atlanterhavet - og de beholdt Brasilien, som med tiden blev vigtigere og vigtigere.
Utilfredsheden med at være en nedprioriteret lillebror i partnerskabet med Spanien og alt det bøvl det gav, at blive rodet ind i Spaniens krige, fik dog utilfredshed og oprør til at ulme. Og da spanierne var optaget af 30-årskrigen længere oppe i Europa og et catalansk selvstændighedsoprør (nej, Real Madrid mod FC Barcelona handler ikke kun om fodbold), sluttede en gruppe portugisiske adelige sig sammen. I 1640 lavede de et kup. De dræbte ministeren Miguel de Vasconcelos, en portugiser, som reelt styrede Portugal for den spanske konge, fængslede vicedronningen af Portugal, den spanske konges kusine, og udråbte i stedet hertugen af Bragança til ny selvstændig portugisisk konge. Han var i familie med den gamle familie og havde desuden det helt rigtige portugisiske kongenavn: João.
Dermed havde Portugal fået en rigtig konge igen. Men den spanske kongefamilie accepterede ikke den portugisiske selvstændighed og forsøgte flere gange at generobre Portugal. Men kampen om den portugisiske krone var “low key”, da Spanien brugte de fleste af sine kræfter på at være i krig med Frankrig og portugiserne stadig skulle forsøge at forsvare deres kolonier mod hollænderne i den krig, som nogle historikere kalder den første verdenskrig, fordi kampene mellem hollænderne og portugiserne 1598-1663 fandt sted i fire verdensdele.
At Portugal fik sin egen konge, betød også, at de slap for et fænomen, som havde præget den mellemliggende tid. De var nemlig blevet hjemsøgt af alle mulige fupmagere, der dukkede op og hævdede at være den forsvundne kong Sebastião, Portugals retmæssige hersker. Dem havde myndighederne måttet hænge et par stykker af.
Brasilien - kolonien der blev den storebror, som man vist ikke må kalde storebror
Om portugiserne allerede vidste, at Brasiliens østkyst fandtes inden Tordesillastraktatens linjer blev trukket, er usikkert. Ved sejladserne syd om Afrika gjorde vind- og strømforholdene, at man skulle meget langt vestpå, før man for alvor kunne komme sydpå - og her kunne man være kommet meget tæt på Brasiliens kyst. Egentlig landgang i og udforskning af Brasilien begyndte i år 1500. Allerede her begyndte portugisernes fremfærd, men især deres medbragte sygdomme, at koste mange oprindelige folks liv i Brasilien. Umiddelbart vurderede portugiserne dog, at deres primære fokus skulle ligge i det tæt befolkede og rige Asien. Projektet med at få en forretning ud af Brasiliens junglelandskab og dets fremmedartede og (i portugisernes øjne primitive) befolkning virkede som et anderledes og vanskeligere projekt. Efter at spanierne i nogle årtier havde vist, hvordan man faktisk kunne (ødelægge og) udvikle samfund og skabe indtægter i Caribien og Mellemamerika, begyndte Portugal dog også at satse på Brasilien for alvor. Store områder blev udforsket og opmålt, landet blev inddelt i distrikter, og plantagedriften blev udvidet og systematiseret. Klimaet og naturen var - skulle det vise sig - nærmest ideelle til produktion af sukker og kaffe. Begge dele krævede arbejdskraft - og her slog antallet af indvandrede portugisere slet ikke til. Den indfødte befolkning var heller ikke stor, og da mange af dem ydermere blev fordrevet, dræbt eller døde af europæiske sygdomme, blev løsningen her import af afrikanske slaver.
I perioden mellem 1540 og 1700 sejlede portugiserne næsten en million afrikanske slaver til Brasilien. Det er mere end alle andre europæiske magter transporterede til Caribien og det amerikanske kontinent tilsammen. Og selvom forholdet udlignede sig i 17- og 1800-tallet (fordi særligt briter og franskmænd her kommer op i tempo), er portugiserne og det selvstændige Brasilien med små 4 mio. trafikerede slaver den suveræne topscorer når det gælder om at have handlet og trafikeret flest slaver over Atlanten. Det uafhængige Brasilien var også det land, som opretholdt slavehandelen over Atlanten i længst tid.
https://www.statista.com/chart/22057/countries-most-active-trans-atlantic-slave-trade/