1.3 Kongeriget Portugal
Så længe var de kristne dog ikke om at fordrive muslimerne/araberne fra det vestlige område, som blev til Portugal. Allerede under det 2. korstog erobres Lissabon og store dele af det nuværende Portugal af kristne styrker. Det sker under Afonso 1., som er en kristen fyrste fra den nordvestlige del af Den Iberiske Halvø. Han er en, som portugiserne gennem tiden har taget meget alvorligt og givet tilnavnene “O Conquistador, O Fundador, O Grande” og som på mange måder bliver Portugals grundlægger.
Med udgangspunkt i sit lille fyrstendømme omkring den rige havneby Porto (egentlig et fyrstendømme under kongeriget León) vinder han i perioden 1128-1147 tre krige, som samler Portugal. Først besejrer Afonso en alliance af fyrstendømmer anført af Afonsos egen mor (!), dronningen af León. Denne sejr giver Afonso mere frihed til at handle som egentlig hersker og udvide riget yderligere. Dette sker blandt andet ved at føre sin hær sydpå, hvor de i slaget ved Ourique i 1139 besejrer den muslimske hersker i Córdobas styrker.
På dette billede fra 1793 skildres slaget ved Ourique (med Afonso i det gyldne snit). Forklaringerne på sejren over de muslimske styrker er mange, men her forklares den som et resultat af guddommelig indgriben. Helgenen Sankt Jakob (Santiago), kendt i Spanien og Portugal som maurer-dræberen, åbenbarede sig nemlig og lovede de undertallige og trætte kristne krigere sejr. Under kampen ledtes de af et særligt lys, der kom fra den korsfæstede Kristus, hvilket ledte dem til sejr.
Bemærk gerne her de mange ligheder med fortællingerne om den guddommelige indgriben, da den danske konges hær sejrede i Estland i 1219 og Dannebrog faldt ned fra himmelen. Maleriet heraf https://open.smk.dk/artwork/image/KMS274 er også her fra ca. 1800, nemlig 1809.
Der er utallige af den slags fortællinger om kristne sejre fra den europæiske middelalder, som støves af og genfortælles i nationalromantikkens kunst.
Tilbage er så kun den helt store sejr, nemlig erobringen af Al-Isbunah/Lissabon. Her bruger Afonso, hvis familie kommer fra Burgund - i det nuværende østlige Frankrig - sine forbindelser og får hjælp udefra. Han får særligt meget hjælp fra riddere, som egentlig er på vej til Jerusalem og omegn på det 2. korstog.
Middelalderens krøniker går ikke så meget op i tal, men det fortælles, at en flåde med 6000 englændere, 5000 tyskere og 2000 flamlændere (belgiere) lægger til i Porto og her overtales til at hjælpe med at indtage Lissabon sammen med Afonso. Udover æren og Guds og pavens velvilje kan Afonso tilbyde ridderne udsigt til at plyndre de rigdomme, som man ved findes i byen. De kristne styrker belejrer og bombarderer byen med kastemaskiner uden dog at kunne indtage den. Men efter godt tre måneders blokade tilbyder muslimerne at forlade byen mod at få frit lejde og medbringe mange af deres ejendele. De kristne kan herefter indtage byen, men får altså ikke helt så meget bytte, som de havde håbet på.
De fleste riddere drager herefter videre mod et ret mislykket 2. korstog i Mellemøsten, men mange af englænderne bliver. Og med sejren står Afonso så stærkt, at paven i 1179 anerkender ham som konge af det uafhængige kongerige Portugal - og Lissabon får en englænder som biskop.
I 1150 er Portugal således etableret som stat, og mange af de vigtigste ting for efterfølgende generationer af portugisere er allerede på plads.
- Portugal er kristent,
- Portugal er blevet til som resultat af en kamp for kristenheden,
- Portugal er allieret med England og
- Portugal er IKKE Spanien.
Man kunne tro, at dette nye Portugal straks ville kaste sig ud i ekspansion ude i verden. Men sådan gik det ikke. I de følgende hundrede år erobrer Portugal resten af landet mod syd, og med Algarve i 1249 får det stort set sine nuværende grænser. Derefter beholder Portugal sin størrelse, men tager naturligvis - sammen med forskellige kristne spanske kongedømmer - del i de indviklede fortsatte kampe, som langsomt men sikkert gør, at områderne under muslimsk herredømme på Den Iberiske Halvø bliver mindre.
Her er det lige tid til en opsummering: scan afsnit 1.1 til 1.3 og lav en hurtig tidslinje over de vigtigste begivenheder og forandringer indtil nu.
Portugals ekspansion - fra miniput til verdensmagt
Konflikten med muslimerne var ikke kun en militær kamp. Den var også økonomisk. Middelalderen igennem hungrer de få europæere, der har råd, efter varer fra Asien: særligt silkestoffer og krydderier. Med korstogene fra 1095 og frem kommer der yderligere volumen på trafikken og handelen med asiatiske og mellemøstlige varer til Europa. Men efterhånden som de kristne mister fodfæste i Mellemøsten, kommer denne handel til at foregå mere og mere på muslimernes vilkår. De kristne i Vest- og Nordeuropa kan opleve, at de med den ene hånd fører krig mod muslimerne, mens de med den anden betaler muslimer høje priser for produkter, som de ikke selv kan skaffe. Dermed finansierer de direkte fjenden, som ikke bare er en militær fjende, men også en religiøs fjende. Det bliver de trætte af.
For at få fingre i de eftertragtede varer skal en spanier eller en portugiser (eller en dansker) i 1400-tallet først betale dyrt til en italiensk købmand (typisk i Venedig eller Genova). Italienerne har nemlig forbindelser til de arabiske eller tyrkiske købmænd, som rejser på karavaneruterne eller sejler over Det Indiske Ocean til Asien. Disse veje er lukkede for europæerne, og araberne tager naturligvis høje priser for at sælge til europæerne, fordi de kan.
De høje priser skal betales med ædelmetaller - typisk guld. Og efterspørgslen på guld og sølv er stærkt stigende i 13-1400-tallet. Byerne vokser, og handel med penge bliver mere og mere almindeligt. Middelalderlige økonomer (de fandtes ikke rigtig) ville nok ikke formulere det således, men manglen på guld og sølv i middelalderens Europa var - sammen med de meget høje priser for import fra Asien - flaskehalse og bremser for væksten i den europæiske økonomi. Incitamenterne var derfor enorme for…
- at finde store mængder af guld og sølv,
- at finde alternative måder at få varer fra Asien og…
- at finde viden om hvordan disse ting kunne opnås.
Ingen af disse ting var dog lette. Slet ikke for små og relativt fattige kongehuse i Vesteuropa. Men måske fordi de netop havde sejret i deres “reconquista”, var de iberiske kongehuse overbevist om at det kunne lykkes.
Forhåbningerne eller overbevisningen næredes helt sikkert - og på en måde og i et omfang, som er vanskeligt for moderne sekulariserede mennesker (som os) at forstå - af religiøs overbevisning om at Gud ville belønne og støtte disse bestræbelser. Periodens portugisere så uden tvivl sejrene i La Reconquista som et tegn på, at Gud havde givet dem en særlig rolle - særlige privilegier og muligheder - men også en særlig pligt til at udbrede den guddommelige orden og det religiøse herredømme, som eksisterede hos dem og som Gud velsignede og foretrak. Den umiddelbart enorme opgave med at løse disse europæiske problemer forekom måske derfor ikke urealistisk og i hvert fald meningsgivende for portugiserne. Og troen på at det kunne lade sig gøre, næredes også af forestillinger om, at der et sted i den ukendte verden - langt mod øst eller syd - fandtes et meget rigt kristent rige, som man kunne alliere sig med. Myterne om præstekongen Johannes’ rige var udbredte i middelalderen. De hentede formentlig næring i det faktum, at der jo var kristne kongeriger i Etiopien og små kristne enklaver i Asien. Kombineret med Det Gamle Testamentes fortællinger om dronningen af Sabas enorme rigdom og den tågede viden, man havde om, at arabere hentede både guld og slaver i karavaner gennem Saharas ørken, fik disse historier portugiserne til at tro, at der var både rigdomme, politiske muligheder og guddommelig hjælp at hente sydpå - i Afrika.
Men portugiserne - som var dygtige sømænd og fiskere og som i senmiddelalderen ofte konkurrerede med såvel englændere som danskere om de samme gode fiskeriterritorier i det nordlige Atlanterhav - manglede både penge og viden. Det portugisiske kongehus prøvede imidlertid at skaffe begge dele og anvendte - efter datidens forhold - de mest moderne og rationelle metoder til at få dem. Det var de ikke alene om. Konkurrerende kongehuse i det moderne Spanien havde samme ambitioner, og sandsynligvis skærpede konkurrenceforholdet mellem de små stater portugisernes evner til at planlægge og udføre missioner, som kombinerede viden om navigation og krigsførelse.
Indsatsen med at gøre Portugal større tager fart under kong João 1. (1385-1433), som portugiserne kalder “o Bom” (den gode), men som spanierne kalder “Bastardo” (og sådan er der en del med spaniere og portugisere). Spaniernes utilfredshed med João 1. skyldes måske, at han besejrede en hær fra Castilien og dermed afgjorde en langvarig strid mellem forskellige grene af kongefamilierne på Den Iberiske Halvø. Familierne var giftet ind i hinanden, og da det på et tidspunkt ikke lykkedes den portugisiske konge at få en søn, var der flere kandidater, der kunne gøre krav på den portugisiske trone - herunder adskillige spanske. Stærkest blandt disse stod det castilianske hof, som ligesom João og hans familie krævede deres ret til at regere. Med Joãos sejr ved Aljubarrota i 1385 blev det dog afgjort, at Portugal ikke kom til at tilhøre den gren af kongefamilien, som regerede Castilien, men at det skulle have sit eget kongehus. At det blev sådan, skyldtes også, at den engelske konge støttede João med riddere og bueskytter. England havde længe haft gode forbindelser til det selvstændige Portugal og frygtede at miste en allieret på fastlandet i kampen mod det franske kongehus i 100-årskrigen (som faktisk var endnu længere end det).
Slaget ved Aljubarrota (1385) afbildet i en engelsk krønike. Selvom soldaterne på maleriet ser lidt søvnige ud, var slaget både dramatisk og afgørende. De portugisiske styrker med det blå-hvide kors til højre vinder med hjælp fra den engelske konge og dennes riddere, medens de castilianske styrker (som fik støtte fra Frankrig) taber. Med sejren blev Joãos gren af kongefamilien etableret som herskere over et selvstændigt Portugal. Alternativet kunne have været en indlemmelse af Portugal i Castilien og dermed sandsynligvis i det senere Spanien.
Alliancen mellem João 1.s Portugal og England sikredes, da João blev gift med en engelsk prinsesse, Philippa af Lancaster. Hende var portugiserne skeptiske overfor. For selvom hun var intelligent og uddannet af de allerdygtigste videnskabsfolk og præster, frygtede mange, at hun med sine 27 år var alt for gammel til at få børn. Philippa blev da heller ikke gravid på bryllupsnatten, for hendes mand var slet ikke til stede ved sit eget bryllup. Philippa blev gift med en stedfortræder, som i et mystisk ritual også skulle forestille at gennemføre en bryllupsnat. Uagtet denne (for os) mystiske start på ægteskabet blev Philippa og João en succes som herskere i Portugal. João regerede til sin død i 1433, og sammen fik de 8 børn, hvis efterfølgere kom til at regere Portugal og gøre det til en stormagt. Det var det nemlig ikke i slutningen af 1300-tallet. Krigene mod muslimerne og kampene om kongemagten gjorde Portugal til et usikkert og fattigt land. Faktisk blev Portugals kyster ofte udsat for angreb fra pirater fra Nordafrika, der plyndrede byerne for værdier og bortførte tusindvis af mennesker, som blev solgt på slavemarkeder i det moderne Marokko og Tunesien. Det var en uholdbar situation, som João og hans sønner ønskede at ændre på. Og i løbet af 1400-tallet blev det i den grad portugiserne, der kom til at hjemsøge de afrikanske kyster.