1.10 Kolonikrigene, nellikerevolutionen og Portugal i dag
Op gennem 1960’erne var der flere og flere protestbevægelser. Særligt de unge og de studerende protesterede. Dette skete på trods af at Portugal faktisk oplevede en pæn økonomisk vækst (fra et lavt udgangspunkt), da landet pga. billig arbejdskraft kunne klare sig fint i konkurrencen i de stadig mere åbne og samhandlende økonomier. Mange unge protesterede dog alligevel. De protesterede dels imod regimet, dels imod krigene i de afrikanske kolonier, hvor tusindvis af unge portugisere døde i kampe mod ofte sovjetisk-støttede selvstændighedsbevægelser i Angola og Mozambique, men hvor tabstallene selvfølgelig var langt højere blandt afrikanerne end blandt portugiserne. Der var også mange unge, der ikke troede, at protesterne mod krigene og regimet hjalp. De forlod simpelthen landet og rejste som gæstearbejdere til Frankrig, Tyskland, Danmark, Brasilien og andre steder. Her tog de dårligt lønnet arbejde og levede ofte meget beskedne liv. Men det at de gjorde det, gjorde det tydeligt, at livet i Portugal var endnu mere udsigtsløst, ufrit og farligt.
Kolonikrigene hører til blandt Portugals og vel også den vestlige verdens mørkere kapitler i historien. Tabstallene er usikre, men under 13 års konflikter i Guinea-Bissau, Angola og Mozambique døde der ca. 150.000 mennesker som følge af disse krige, mens langt flere blev drevet på flugt. At Portugal så sent som i begyndelsen af 1970’erne kunne føre blodige krige på det afrikanske kontinent for at fastholde sine kolonier i en verden, hvor stort set alle andre kolonier var blevet selvstændige, kan vel bedst forklares med den portugisiske regerings stædighed og med den kolde krigs logik. Der er ingen tvivl om, at det konservative portugisiske styre havde vanskeligt ved tanken om, at Portugal skulle miste sit imperium og bare blive til lille Portugal. Men at portugiserne kunne føre krigene og trods alt stadig være en del af pæne klubber som EFTA og NATO, skyldtes, at de oprørere som de bekæmpede, for manges vedkommende var støttet af Sovjetunionen. At miste kolonierne var en ting, men at miste dem til kommunistiske bevægelser, som ville gøre kolonierne til nye “selvstændige” stater i alliance med USSR i den kolde krig, var uacceptabelt for den portugisiske regering. Og at bekæmpe udbredelsen af sovjetisk magt på det afrikanske kontinent var acceptabelt for de øvrige NATO-lande, selvom det ikke var kønt og selvom man helst ikke ville vide, hvordan det foregik. Set fra de afrikanske frihedsbevægelsers perspektiv var det næppe heller nemt. Den eneste støtte der var at hente i kampen mod koloniherredømmet, kom fra kommunistiske lande som Kina, Cuba og USSR. Så hvis man ville noget med sin frihedskamp, var det svært at komme uden om dem - uanset hvor meget eller lidt kommunistisk overbevist man selv var. Det var en ulykkelig situation, som desværre var ganske typisk for den 3. verden under den kolde krig.
På trods af de brede smil på plakaten fulgte ikke alle de afrikanske guerillasoldater denne opfordring. Og modviljen blandt unge portugisere til at kæmpe i krigene i Afrika blev en meget væsentlig årsag til diktaturets fald.
Salazars styre kom således ud i større og større problemer. Det største problem indfandt sig imidlertid, da Salazar selv - efter et fald og en hjerneblødning - i 1968 blev så syg, at han ikke længere kunne styre landet. Der går historier om, at han troede, at han regerede landet til sin død i 1970 og at embeds- og tjenestefolk lod ham blive i troen. Dette er blot en af mange myter om denne stille diktator, som har et meget omdiskuteret eftermæle.
Det blev på mange måder en lignende type, som tog over efter Salazar. Caetano var også universitetsprofessor, men i jura - og selvom han lavede små demokratiske reformer, ændrede han ikke afgørende på styret i landet. Han fortsatte også krigene i Afrika, og det blev de økonomiske og menneskelige omkostninger ved krigene, der knækkede systemet. Portugals økonomi blev stadig dårligere, og landet blev mere og mere isoleret i det internationale samfund. Afsløringen i britisk presse af Wiriyamu-massakren, hvor portugisiske styrker havde dræbt mellem 150 og 300 civile - heraf hovedparten kvinder og børn - i en landsby i Mozambique, skadede landets anseelse enormt og bidrog til billedet af Portugal (og Spanien) som tilbagestående brutale sorte pletter på Europakortet.
Overgangen til demokrati og fred i Portugal gik igennem et militærkup. Kuppet blev foretaget af officerer i hæren.
https://www.youtube.com/watch?v=36K79SUiRFI
I denne dokumentar (som I gerne må se begyndelsen af) kan man danne sig et billede af, hvordan revolutionen opfattedes og formidledes i Vesten og Storbritannien. Måske kan man også undre sig over, hvordan et kup kunne gennemføres af soldater, der gik med så små kasketter.
Grundene til at de nægtede at adlyde regeringen og vendte deres våben mod denne og tvang Caetano og hans øvrige ministre fra magten, var flere. Dels mente de at krigene og den måde de blev ført på, var uholdbare, dels gik de ind for demokratiske reformer af landet, og endelig var de utilfredse med løn og arbejdsforhold. Men inden kupmagerne havde set sig om, havde tusindvis af studerende og andre demokratisk-sindede kritikere af det gamle regime omfavnet forandringerne. De gik på gaderne, krævede demokrati, placerede blomster i de af kupmagerne udkommanderede soldaters kanon- og geværløb og opfordrede til fredsforhandlinger med bevægelserne i Angola og Mozambique. I første omgang blev landet regeret af den såkaldte Junta de Salvação Nacional (juntaen til den nationale redning), men inden et år var gået, overlod de magten i landet til det såkaldte revolutionsråd - en blanding af repræsentanter for politikere, revolutionære aktivister og militæret, som skulle arbejde for etableringen af en ny forfatning. Overgangen her blev styret af en meget lidt revolutionær og flower power-agtig skikkelse, nemlig general Spínola - en ældre herre med monokel og en fortid som militærguvernør i Guinea-Bissau. Han besad dog tilsyneladende de rette egenskaber i situationen. Magthaverne fra det gamle regime med Marcelo Caetano i spidsen var trygge ved at overlade magten til ham og frygtede ikke forfølgelse, straf eller ydmygelse. Samtidig havde han de yngre og mere forandringsivrige kupmageres tillid. Spínola fungerede således som præsident i et halvt år, hvor udviklingen kunne være kørt i mange retninger, og han forstod også at give magten fra sig, hvilket bidrog til den fredelige udvikling.
Helt fredeligt eller ukompliceret var det dog ikke. Få dage efter nellikerevolutionen var lederen af Portugals kommunistiske parti, som havde været forbudt under Salazar-styret, vendt tilbage. Álvaro Cunhal var sovjettro kommunist af den gamle stalinistiske skole og havde styret kommunistpartiet som undergrundsorganisation siden 1930’erne. Han havde siddet 11 år i fængsel under Salazar, hvorefter det var lykkedes ham at flygte. Årene i eksil havde han tilbragt i Moskva og Paris. Men nu var han tilbage, og selvom han umiddelbart erklærede sin og sin organisations loyalitet overfor revolutionsrådet og general Spínola - og dermed opnåede en plads i rådet og overgangsregeringen - var målet for kommunisterne en overtagelse af samfundet og en integration af det nye Portugal i Sovjetblokken. Hvor mange portugisere der egentlig ønskede dette, vides ikke. Men kommunisterne havde - både fordi de faktisk havde gjort det og fordi de var gode til at brande sig som dem der havde gjort det - ganske stor respekt i befolkningen, fordi de stædigt havde ydet modstand mod Salazarregimet og taget mange nederlag i den forbindelse under hele diktaturperioden. Cunhal havde således en hjemlig organisation, som var vant til at arbejde i det skjulte, mange sympatisører og nye tilhængere og ydermere gode kontakter til og penge fra Moskva og KGB, som formentlig ville se en kommunistisk magtovertagelse i et vestligt land som en tiltrængt sejr i den kolde krig. Revolutionsrådet havde udskrevet et valg til en grundlovgivende forsamling. Det er stadig omdiskuteret i hvilket omfang Cunhal forsøgte at overtage magten i de kaotiske måneder i 1974-75. En del tyder dog på, at kommunisterne som nok var den mest velorganiserede og målbevidste politiske gruppe i den periode, prøvede at overtage magten i samfundet på en måde, der ikke var helt ulig den, som var blevet brugt i mange af de østeuropæiske stater i årene efter 2. verdenskrig. Kommunisterne placerede sig centralt i de nye organisationer, fagforeningerne, i militæret, medierne osv. Men hvor denne målrettede minoritetsgruppes infiltration af vigtige organisationer og myndigheder i Østeuropa i perioden 1945-48 håndfast kunne bakkes op af (truslen om) de sovjetiske besættelsestropper i landet, var der ingen sovjetiske tropper til at skræmme eller kue portugiserne i 1974-75. Snarere tværtimod. I november 1975 forsøgte venstreekstremister indenfor militæret et kup, som dog hurtigt blev forhindret. Og da valgene til den grundlovgivende forsamling faktisk gennemførtes og lovarbejdet gik i gang, var det tydeligt, at der ikke var flertal for Cunhals folkedemokratiske fremtid, men snarere for en model med liberalt demokrati som det anbefaledes af den gruppe af konservative kristne og socialdemokratiske partier, som fik langt de fleste stemmer. Cunhals kommunister fik 12,5 % af stemmerne.
Billeder fra de lidt forvirrende men overraskende fredelige dage i april 1974, hvor et militærkup blev til nellikerevolutionen og hvor Portugals vej mod demokratiseringen begyndte.
Det nye styre trak næsten øjeblikkeligt styrkerne hjem fra de upopulære krige i Angola, Mozambique og Guinea-Bissau. Desværre for lokalbefolkningerne i de lande resulterede det ikke i fred og fordragelighed. I stedet fortsatte de blodige krige - nu blot som blodige borgerkrige, hvor USSR og USA støttede hver deres parter og hvor Cuba og Sydafrika også bidrog med våbenstøtte og soldater. Og da der ikke længere var portugisiske styrker til at beskytte dem mod alt dette, vendte ca. 1 mio. portugisiske udvandrere til kolonierne også hjem til Portugal. De blev fulgt af en stadig strøm af flygtninge i de efterfølgende årtier.
Portugal slås stadig med arven efter diktaturet. Kritikere vil mene, at der er for lidt opmærksomhed på fortidens forbrydelser, mens andre vil mene at der er for meget. Et tankevækkende - nogen vil måske sige foruroligende - udtryk for den almene portugisers forhold til sit lands moderne historie kom i 2006-2007, hvor en stor tv-serie gav seerne mulighed for at kåre den største eller bedste portugiser i historien. Resultatet kan ses her: https://en.wikipedia.org/wiki/Os_Grandes_Portugueses
Det er jo muligt, at resultatet ville blive anderledes nu - og måske kan I spørge portugisere dernede, om de også ville stemme sådan i dag.
Medlemskabet af EU (som Portugal opnåede i 1986) har uden tvivl betydet meget for udviklingen i det moderne Portugal. Mulighederne for at få økonomisk støtte til udvikling af samfundet til gengæld for etablering og stadig sikring af økonomiske og demokratiske institutioner og retssikkerhed har styrket den stabile politiske udvikling. Denne mekanisme har nok kraftigt medvirket til, at Portugals politiske udvikling efter 1975 har været langt mere “kedelig” end i den første republik, hvor der konstant var regeringskriser, kup og ballade. Portugals stadig større integration i den vesteuropæiske frihandelsøkonomi, hvor Portugal har kunnet konkurrere først på en meget billig og siden en relativt billig og ganske veluddannet arbejdskraft, har også skabt en relativt stabil udvikling, hvor de fleste portugisere har kunnet se en mening i at bakke op om den eksisterende samfundsmodel, fordi den sandsynliggør en bedre fremtid. Skuffelserne har dog også været betydelige. Mange havde forventet, at Portugals økonomi ville vokse hurtigere end tilfældet har været. Portugals billige arbejdskraft blev særligt i 1990’erne og 00’erne udsat for hård konkurrence fra Kina og Østeuropa - og i modsætning til et land som Danmark havde man ikke meget højteknologi, som kunne gøre produktionen konkurrencedygtig. Devaluere valutaen og derigennem fremme konkurrencedygtigheden kunne man heller ikke efter at Portugal var gået over til euroen.
Den internationale økonomiske krise i 2008 ramte også Portugal hårdt. Landet måtte modtage krisehjælp for 78 mia. euro, og i de efterfølgende år blev der skåret hårdt i pensioner og sparet og effektiviseret i både den offentlige og den private sektor. Det hjalp på de fleste af de økonomiske nøgletal - og i de senere år har Portugals økonomi fremstået mere konkurrencedygtig. Men den hårde konkurrence (lave produktionsomkostninger) betyder også betydelig (ungdoms-)arbejdsløshed, lave lønninger og udfordringer for unge mennesker med at få råd til at flytte hjemmefra, komme med på boligmarkedet osv. Det er udfordringer som portugisiske unge deler med mange andre unge i Sydeuropa. Disse vanskeligheder gør også, at Portugals befolkningstal faktisk skrumper. Unge med økonomiske problemer får ikke mange børn - og en del af dem søger også jobs i udlandet.
Portugals økonomi er også afhængig af turismen - og her hjalp coronaepidemien jo heller ikke.
Alligevel er de fleste portugisere optimister. Opbakningen til den “almindelige” vesteuropæiske økonomiske og politiske model og EU’s overordnede hånd kan muligvis forklares med, at Portugals befolkning i meget af tiden mellem 1975 og nu har kunnet huske tiden inden 1975. Man kan huske fattigdommen, man kan huske ufriheden og undertrykkelsen og isolationen fra omverdenen. Man kan huske de koloniale krige - og man kan huske statens og kirkens knugende greb om samfundet og familierne og de ufrie forhold for kvinderne og de anderledestænkende.
Det måske mest slående ved Portugal for den, der besøger landet i dag, er hvor moderne det er. Portugals unge mennesker fremstår faktisk næsten skandinaviske i deres omgang kønnene imellem, i deres beskedne respekt for religiøse traditioner og dogmer og i deres syn på prævention, abort og ligestilling. På sådanne områder ser Portugal ud til at have forandret sig helt vildt siden Salazars katolske familieværdibaserede diktatur. Men er det kun på overfladen? Vi håber at I gennem samtaler med jeres portugisiske bekendte kan få indtryk af om udviklingen har været hurtigere, langsommere eller bare anderledes end i samme periode i jeres familier.