1.7 Jordskælvet, Napoleon og 1800-tallet
I 1700-tallet sakkede Portugal nok bagud i forhold til tidens ekspansive stormagter, Frankrig, Holland og Storbritannien, men helt dårligt gik det ikke. Indtægterne fra Brasilien steg støt. Plantagerne voksede, og fundet af store guldforekomster førte til yderligere udvandring til Brasilien og indtægter til Portugal. Lissabon ramtes imidlertid i 1755 af en gigantisk katastrofe. Et jordskælv, som var på mellem 8,5 og 9 på Richterskalaen og efterfulgtes af såvel en tsunami som omfattende brande, jævnede store dele af byen med jorden. Katastrofen dræber mellem 30.000 og 60.000 mennesker og fjerner med ét mange af såvel de historiske kilder som de prægtige bygninger, som Portugals foregående århundreder havde skabt.
For mange portugisere var katastrofen naturligvis et chok - og det var et chok, som fortolkedes og forklaredes yderst forskelligt. På den ene side var den katolske kirke, som i Spanien og Portugal efter reformationen og religionskrigene i 1600-tallet var blevet jesuitternes og den katolske modreformations centrum. På den anden side stod tidens oplysningstænkere og filosoffer, som på ingen måde ville tolke katastrofen som et udtryk for Guds vilje eller straf, men som tværtimod ville benytte katastrofen til at skabe et nyt, mere logisk, videnskabeligt, retfærdigt og fornuftigt Portugal. Katastrofen var så stor, at alle Europas filosoffer og religiøse tænkere diskuterede og studerede den. På et filosofisk og teologisk plan diskuteredes det, f.eks. hvordan en god gud kunne lade den slags ske, og om mennesker overhovedet burde bo i byer eller opgive det moderne liv og returnere til landlivet, som filosoffen Rousseau foreslog. Videnskabeligt udviklede Immanuel Kant teorier om, hvad der forårsagede jordskælv, og Portugals egen Marquis de Pombal indsamlede systematisk data om jordskælvet fra mange dele af landet for at forstå, hvad der egentlig skete. Pombal var klart Portugals mest magtfulde mand i midten af 1700-tallet. Kongerne var enevældige, men fik en enkelt person kongens fulde tillid, kunne den person præge landets udvikling. Pombal opnåede sådan en position. Han genopbyggede Lissabon rent arkitektonisk efter moderne oplysningsprincipper, brede luftige gader i logiske rektangulære mønstre med åbne pladser.
Men han standsede ikke der. Pombal forbød import af slaver til Portugal (men ikke til kolonierne). Han kastede også staten ud i opgør med såvel dele af adelen som kirken i form af jesuiterordenen. Pombal endte med at udvise jesuiterordenen, fordi jesuitterne efter Pombals mening forsøgte at føre en for selvstændig politik i Sydamerika, hvilket kortvarigt førte til et brud mellem den portugisiske kirke og paven. Et temmelig mystisk mordforsøg på kongen kunne ifølge Pombal føres tilbage til flere af Portugals største adelsfamilier, hvorfor mange af disses medlemmer dømtes til døden. Pombals mønster med angreb på kirken og adelen i oplysningens og fremskridtets, fornuftens og nationens navn skulle senere gentage sig i stor skala i den franske revolution. Men Pombals magt var som sagt afhængig af kongen. Og da kongen døde og den næste regent dronning Maria var af en helt anden støbning, blev Pombal fjernet fra magten. Pombals projekt med sekularisering, oplysning og modernisering blev sat i bakgear.
De næste rystelser, som gik gennem Europa, udgik fra Frankrig. Først kom den franske revolution med sine budskaber om forandring, som udfordrede alle stater i Europa - og siden fulgte Napoleon med sine hære, som helt konkret og meget militært udfordrede alle stater i Europa. Portugals indstilling var umiddelbart den samme som Danmarks. Man ønskede at være neutrale. Men da krigene i Vesteuropa udviklede sig til et opgør mellem Frankrig og dets erobringer på den ene side og Storbritannien på den anden, kunne Portugal - som Storbritanniens allierede - ikke holde sig udenfor. Briterne gav Portugal et ultimatum. Gå ind i krigen på vores side, eller vi angriber. Alternativet ville ifølge briterne være at vente på et angreb fra Frankrig og Spanien - og det var næppe forkert. Portugal gik ind på briternes betingelser og kom dermed til at fungere som et britisk brohoved på kontinentet. Det var en farlig og udsat funktion og position. Og da briterne vidste, at det ikke var uden risiko for Portugal, tilbød de at sejle hele det portugisiske hof væk - hele vejen til det nye Portugal i Brasilien. Ingen europæisk kongelig havde tidligere været på det amerikanske kontinent. Men i 1808 ankom hele det portugisiske hof med orkestre, regeringsembedsmænd, kongelige kareter, hofdamer, tjenestefolk, biskopper, regeringsarkiver og kongeligt bibliotek med mere til Brasiliens kyst. I alt var der tale om at hele Portugals politiske og store dele af dets økonomiske elite - en gruppe på ca. 10.000 personer - flyttedes, medens deres land (og øvrige befolkning) blev brugt som krigsskueplads.
Disse, Portugals mest kultiverede, rige, magtfulde og veluddannede mennesker, landede nu i byer og i en koloni, hvis primære funktion gennem 200 år havde været skibsfart, slavehandel og transport af sukker og hvis primære valuta var effektivitet, usentimental forretning og kontant vold. Kulturchokket var stort for begge parter. Brasilien var naturligvis ikke kun Det Vilde Vesten, men det var helt sikkert anderledes end det privilegerede liv i Europas gamle hovedstæder. Situationen var enestående. Aldrig tidligere havde en kolonimagt flyttet sin regering ud i en koloni - og i de 13 år, hvor kongefamilien var i Rio de Janeiro, kom Rio reelt også til at fungere som imperiets hovedstad. Kongen fjernede straks lovene om at kun portugisiske skibe måtte lægge til i Rio - love som var helt almindelige for kolonierne under merkantilismen. Også på mange andre måder kom Brasilien til at fungere som et land i sig selv - endda et land med magt over resten af Portugals imperium. I bakspejlet er det let at se, at det ville blive vanskeligt herefter at få det store og rige Brasilien til igen engang i fremtiden at skulle underkaste sig lille Portugal. Og historikere i dag ser også kongehusets eksil som begyndelsen på historien om Brasiliens uafhængighed.
Hjemme i Portugal blev Napoleonskrigene i perioden 1807-1814 præcis så voldsomme som forudsagt. Kampene stod mellem franske styrker på den ene side og britiske på den anden - og med støtte fra forskellige spanske og portugisiske styrker på begge sider. Tre gange rullede franske styrker ind over Portugal, og tre gange blev de invaderende styrker drevet tilbage af briterne, som beholdt Lissabon som et brohoved på kontinentet. Noget af det mest afgørende var formentlig at briterne i 1809-1810 etablerede en række af forter (Linhas de Torres Vedras). Dette skete naturligvis ved at tvangsudskrive tusindvis af portugisiske bønder til at yde byggearbejde for, at de ikke skulle regeres af en portugisisk hersker, som var allieret med en fransk kejser, men af en, som var allieret med en engelsk konge. Men forsvarslinjen holdt, og Frankrig og Napoleon fik ikke kontrol over Lissabon, hvilket formentlig var en væsentlig grund til hans endelige nederlag. I hvert fald fejres de britiske helte fra “The Peninsular War” i Portugal og Spanien - især The Duke of Wellington - som nogle af de største nationale helte den dag i dag, og mange britiske værtshuse er opkaldt efter Wellington.
Hvad Napoleonskrigene gjorde tydeligt for enhver, var imidlertid også, at Portugal langtfra var en stormagt. Da “de store” skulle slås, blev Portugals kongehus sendt ud af landet, mens franskmænd og briter kæmpede om og på deres territorium. Tiden hvor Portugal kunne drømme om at spille en selvstændig rolle i storpolitik, var helt sikkert slut. Det betød dog ikke, at Portugal ikke stadig kunne være et rigt land med et stort imperium. Det var i hvert fald det, som portugiserne håbede og troede.
I 1815 (hvor Napoleonskrigene var slut, hvor Europakortet skulle gentegnes ved Wien-konferencen og hvor mange stater også skulle gentænke deres muligheder i en ny verdensorden) ligestillede Portugals konge rigets forskellige dele. Han udnævnte nemlig sig selv til konge over “Det Forenede Kongerige Portugal, Brasilien og Algarverne”. Og da kongefamilien rejste tilbage til Portugal i 1821, forblev kronprinsen, Dom Pedro, i Brasilien for at regere her. Han var kun 22 år. Der gik imidlertid ikke længe, før de lokale eliter og befolkningen i Brasilien lagde pres på Dom Pedro for at erklære Brasilien uafhængigt. Det skete i 1822, og han blev “Dom Pedro - kejser af Brasilien”. Brasilien fik sin egen forfatning i 1824.
Portugal havde dog langtfra mistet hele sit imperium, og efter en del kriser faldt der ro på den portugisiske arvefølge. Den største krise var en 6 år lang borgerkrig (1828-1834) kaldet Guerras Liberais, som handlede om retten til tronen, styreformen i landet og samtidig var en kamp mellem forskellige sociale grupper i samfundets top. Problemerne opstod da kong João 6. døde i 1826. Han efterlod sig to sønner som begge gjorde krav på tronen og støttedes af forskellige grupper i samfundet med forskellige visioner for dets fremtid. Den ene side i borgerkrigen udgjordes af Pedro og hans følgere. Pedro var jo kejser af Brasilien og indså hurtigt, at han ikke også kunne blive konge af Portugal. Han ville imidlertid have sin datter indsat på tronen og samtidig indføre en moderne liberal forfatning (sådan noget som Orla Lehmann i Danmark jo samtidig kæmpede for) med firedeling af magten og et valgt parlament. Som alle andre steder i Europa støttedes planer om skridt i retning af liberalisme og demokrati af borgerskabet i byerne, de veluddannede og de små selvstændige bønder. Overfor denne gruppe, som støttede Pedro og hans datter Maria, stod Miguel. Han fik støtte fra de rigeste købmænd i imperiet, de største godsejere og hovedparten af kirken. De ønskede ingen forandringer eller moderniseringer af styreformen. Krigen bølgede frem og tilbage - og både Spanien, Frankrig og Storbritannien blandede sig i krigen.
Til sidst sejrede Pedro og Marias parti dog, og derefter var der ro om arvefølgen. Maria og hendes efterfølgere regerede således fra 1834 som konstitutionelle monarker - altså ligesom danske konger efter indførelsen af grundloven i 1849. Dog var de demokratiske elementer i den portugisiske forfatning mere begrænsede og dronningens/kongens magt større.
I anden halvdel af 1800-tallet var der stadig gode indtægter fra handelen i Macao ved den kinesiske kyst og Goa i Indien. Og i stil med andre kolonimagter i Afrika begyndte portugiserne nu at bevæge sig længere ind på det afrikanske kontinent. Portugal ønskede at gøre hele bæltet fra Angola i Vestafrika til Mozambique i Østafrika portugisisk. Det skete dog ikke, da det clashede med briternes ønske om at skabe en britisk akse eller korridor i Afrika fra “Kap til Kairo”, altså fra Sydafrikas sydspids til Middelhavet i nord. Og hvad briterne ønskede i 1890’erne, kunne Portugal ikke modsætte sig. Denne svaghed sås dog som endnu en af mange nationale ydmygelser, og mange portugisere blev bekræftet i deres tro på, at regeringen og staten stadig var alt for gammeldags og magtesløse i forhold til moderne stormagter som Storbritannien, USA og Tyskland.
