Fagord til kapitel 1

Her står fagordene fra kapitlet, Portugal i verden gennem tusindvis af år, i den rækkefølge, de kommer i afsnittene. Tryk på et fagord for at komme hen til det sted i teksten, hvor det står.

1.1 Før Portugal blev Portugal - antikken og tidlig middelalder

Fagord Forklaring
højkultur Rigt samfund med store byer og handelsnetværk. Ved det østlige Middelhav lå de ca. 3000-500 f.v.t.
bystat By, der styrer sig selv og området omkring sig som et selvstændigt land. Karthago var den største ved det vestlige Middelhav.
imperium Stort rige, hvor én magt hersker over mange folk og områder. Karthago og senere Rom byggede hver sit.
Den Iberiske Halvø Landområdet i det sydvestlige Europa, hvor Spanien og Portugal ligger i dag.
provins Område i Romerriget med sin egen romerske styring. Lusitania var et af dem.
folkevandring Når en stor gruppe mennesker med hær og familier flytter for at finde nyt land at bo i. Visigoterne er et eksempel.
anakronisme Når noget fra én tid bliver brugt om en anden tid, hvor det ikke passer. At kalde Viriathus frihedskæmper er et eksempel.

1.2 “Portugal” i middelalderen - araberne og den kristne reconquista

Fagord Forklaring
feudalisme Samfundsmodel, hvor en lokal magthaver med våben beskytter bønderne. Bønderne betaler med naturalier.
Al-Andalus Arabernes navn for den del af Den Iberiske Halvø, de erobrede fra 711.
kalifat Det muslimske rige som politisk organisation, styret fra Damaskus og senere Bagdad.
dhimmi Ikke-muslim i det muslimske rige, som blev tolereret, men havde andre regler. Han skulle blandt andet betale en særlig skat.
reconquista De kristnes generobring af Den Iberiske Halvø fra muslimerne. Den sluttede i 1492.
korstog Krig mod de vantro, som paven opfordrede til. Det første begyndte i 1095.
kildekritik Metode, hvor man stiller faste spørgsmål til en tekst, før og mens man læser den.
ophavssituation Den situation, en tekst blev til i: hvem der skrev, til hvem, hvor, hvornår og hvorfor.
beretning Brug af en tekst som fortælling om det, der skete i fortiden. Det er fristende, men risikabelt.
levn Brug af en tekst som spor af den situation, den blev til i. Man slutter ikke videre til fortiden.

1.3 Kongeriget Portugal

Fagord Forklaring
guddommelig indgriben Når en helgen eller en højere magt blander sig og afgør en kamp. Sådan forklares sejren ved Ourique.
nationalromantik Kunst i 1800-tallet, der genfortæller gamle fortællinger om landets helte og sejre.
ædelmetal Guld og sølv, som europæerne betalte de høje priser for varer fra Asien med.
præstekongen Johannes Sagnhersker over et meget rigt kristent rige et sted mod øst eller syd. Portugiserne håbede at få hjælp fra ham.
alliance Aftale mellem lande om at hjælpe hinanden, som mellem Portugal og England.

1.4 Opdagelsesrejser og slaveri

Fagord Forklaring
navigation Kunsten at bestemme et skibs position på havet og finde vej.
karavel Ny portugisisk skibstype, der var hurtig, let at styre og kunne sejle på lavt vand.
antipoderne Landmasse, som antikke geografer mente måtte findes på den modsatte side af jorden.
plantageproduktion Dyrkning af én afgrøde som sukker på store marker med slaver som arbejdskraft.
slavehandel Køb og salg af mennesker, som derefter ejes og tvinges til at arbejde.
koloni Område uden for Europa, som et europæisk land har erobret og styrer.

1.5 Vasco da Gama og imperiet i Asien

Fagord Forklaring
strategisk knudepunkt Sted som en havn eller ø, hvorfra man kan kontrollere trafikken og handelen i et område.
told Afgift, man skal betale for at sejle igennem et farvand eller handle et sted.
monopol Eneret til at handle med en vare eller på et sted, uden konkurrenter.
Tordesillastraktaten Aftalen fra 1494, hvor Spanien og Portugal med paven som mægler delte verden mellem sig.

1.6 Fra stormagt til udkant - igen

Fagord Forklaring
inflation Når priserne stiger, fordi der kommer mere guld og flere penge i samfundet.
naturalieøkonomi Når man betaler med varer som korn og dyr i stedet for med penge.
tronfølge Rækkefølgen af dem, der skal arve regentens plads.
personalunion Når to lande har den samme regent, men ellers er hver sin stat.
vicekonge Den, der styrer et land eller en koloni på regentens vegne. Under unionen med Spanien havde Portugal en.
Det Hollandske Ostindiske Kompagni Sammenslutning af nederlandske købmænd, som tjente penge på handel i Asien. Det angreb alt spansk og portugisisk.
kup Når en lille gruppe tager magten med vold eller trusler om vold.

1.7 Jordskælvet, Napoleon og 1800-tallet

Fagord Forklaring
oplysningstænker Filosof i 1700-tallet, der ville skabe et mere fornuftigt og videnskabeligt samfund.
enevælde Styreform, hvor kongen har al magt og ikke skal dele den med nogen.
sekularisering Når religion og kirke får mindre magt over samfundet.
brohoved Sted på fastlandet, hvorfra en hær, der kommer over havet, kan angribe. Lissabon var det for briterne.
merkantilisme Økonomisk politik, hvor kolonier kun må handle med deres eget moderland.
borgerkrig Væbnet kamp mellem grupper i samme land, som i Portugal 1828-1834.
liberalisme Ideologi, der vil have frihed, en moderne forfatning og et valgt parlament.
konstitutionel monark Konge eller dronning, hvis magt er begrænset af en forfatning, som i Danmark efter 1849.

1.8 Det 20. århundredes Portugal - et stille diktatur

Fagord Forklaring
republik Stat uden konge, hvor statsoverhovedet bliver valgt.
autoritært styre Magthavere, der kræver lydighed og streng orden og giver befolkningen lidt frihed.
diktatur Styreform, hvor én person eller en lille gruppe har al magten uden frie valg.
Estado Novo Salazars navn fra 1933 for Portugals styreform. Det betyder den nye stat.
mellemkrigstiden Årene 1918-1939, hvor mange stater gik fra demokrati til mere autoritære styreformer.
korporatisme Model, hvor samfundet bygger på det, grupperne har til fælles, i stedet for på uenighed.
kommunisme Ideologi om kamp mellem økonomiske klasser, som også afviste kristendommen og kirken.
ideologi Samlet syn på, hvordan samfundet skal indrettes, fx liberalisme eller socialisme.
Rerum Novarum Pave Leo 13.s program fra 1891 om, hvordan arbejdere og arbejdsgivere skulle opføre sig.

1.9 Estado Novo og 2. verdenskrig

Fagord Forklaring
propaganda Kommunikation fra magthaverne, der skal få befolkningen til at støtte styret.
førerdyrkelse Når en leder hyldes som en helt med statuer, parader og plakater.
hemmeligt politi Styrets skjulte styrke, der overvåger og forfølger modstandere af styret. I Portugal hed den PIDE.
neutralitet Når et land holder sig uden for en krig og ikke tager parti.
den kolde krig Konflikten efter 1945 mellem et liberalt kapitalistisk vest og et kommunistisk øst.
NATO Vestlig forsvarsalliance, som Portugal og Danmark var med i fra starten.
Marshall-hjælpen Amerikansk støtte- og låneprogram til de kriseramte økonomier i Europa efter 1945.
suverænitet Et lands ret til selv at bestemme over sine egne forhold.
EFTA Frihandelssamarbejde, som Portugal og Danmark oprettede i stedet for at gå med i EEC.

1.10 Kolonikrigene, nellikerevolutionen og Portugal i dag

Fagord Forklaring
gæstearbejder Person fra et fattigere land, der tager et job i udlandet, ofte for lav løn.
kolonikrig Portugals 13 år lange kampe mod frihedsbevægelser i Angola, Mozambique og Guinea-Bissau.
frihedsbevægelse Gruppe, der kæmper for, at en koloni bliver et selvstændigt land.
junta Gruppe af officerer, der styrer et land efter et kup.
nellikerevolutionen Militærkuppet i april 1974, der fik diktaturet til at falde. Folk satte blomster i soldaternes geværløb.
grundlovgivende forsamling Valgte repræsentanter, der skal skrive et lands nye forfatning.
folkedemokrati Kommunistisk etpartistyre som i de østeuropæiske stater efter 2. verdenskrig.
liberalt demokrati Styreform med frie valg, flere partier og frihedsrettigheder.
EU Det europæiske samarbejde, som Portugal blev medlem af i 1986.
devaluering At gøre sin valuta billigere, så landets varer bliver lettere at sælge i udlandet.