1.1 Før Portugal blev Portugal - antikken og tidlig middelalder
Værdifuld kastebold i udkanten af den civiliserede verden.
I perioden ca. 3000-500 f.v.t. var der højkulturer med handelsnetværk og større byer i Middelhavsområdet. De centrale høj- og flodkulturer lå imidlertid ved det østlige Middelhav. Her havde ægypterne deres samfund omkring Nilen, og mesopotamierne havde deres i det moderne Irak. Perserne var i det moderne Iran, hittitterne i det moderne Tyrkiet, og grækerne var på det græske fastland og på øer i det østligste Middelhav. Disse rige kulturer byggede dog også på ressourcer, som blev købt og hentet mange andre steder - så langt væk som på De Britiske Øer og i Afghanistan. De områder, som senere blev til Portugal, var marginale, men dog bundet ind i dette handelsnetværk. De leverede særligt metaller, som blev udvundet i miner i undergrunden. Det senere Portugal var derfor ikke et ligegyldigt sted. Men det var heller ikke et kulturelt centrum i bronzealderen.
Fra omkring år 1100 f.v.t. og fremad begyndte først fønikerne (fra deres udgangspunkt i det moderne Libanon) og senere også grækerne at kolonisere det vestlige Middelhav.
Grækerne og fønikerne og deres handel skabte velorganiserede byer og bystater i det moderne Italien, Spanien og Nordafrika. Den tidligste og største bystat her, som formåede at skabe sit eget imperium, var Karthago. Karthago erobrede og kontrollerede store dele af Den Iberiske Halvø - det moderne Spanien og Portugal. Her udvidede de også havnen og grundlagde havnebyen “Allis Ubbo”. Allis Ubbo (og ja, det er begyndelsen til Lissabon) er den første større bydannelse i Portugal, men der havde naturligvis boet mennesker, som sejlede, fiskede og handlede i Lissabon-området i mange tusind år.
Når/hvis gymnasieelever hører om Karthago, skyldes det næsten altid, at Karthago var det tidlige Romerriges største konkurrent. Det anstrengte forhold mellem de to unge supermagter i det vestlige Middelhav - Rom og Karthago - skyldtes konkurrence om magt over ressourcer (f.eks. de mange gode metalminer på Den Iberiske Halvø). Men kampen kunne fremstilles meget poetisk. Digteren Vergil fik af kejser Augustus omkring 30 f.v.t. til opgave at skrive om Roms historie og oprindelse. Det kom der et episk digt, “Æneiden”, ud af. Her skildrede han forholdet mellem bystaterne som en oprindeligt delvis guddommelig kærlighedshistorie mellem Æneas og prinsesse Dido. Deres sørgelige kærlighedshistorie har siden fungeret som grundlag for mange, mange ting - herunder et af musikhistoriens ældste hits.
Det får I her (og ja, I skal se/høre den). Bagefter laver I lige en hurtig internetsøgning på hvad historien om Dido og Æneas og hele Æneiden egentlig går ud på.
Link til sang:
https://www.youtube.com/watch?v=3jPiYzUhGDo
- Hvem er Æneas, og hvor kommer han fra?
- Hvorfor er det mon vigtigt for en by som Rom - og for dens hersker Augustus - at få lavet netop den fortælling om fortiden, som er i Æneiden?
Tag en mobil fra kassen. Find et kort på MG’s gange, der viser, hvor de gamle bronzealderkulturriger, som er nævnt i begyndelsen af afsnittet, var placeret. Tag et billede af kortet.
Det blev sejren over Karthago i de tre “puniske krige” (264-146 f.v.t.), som etablerede Rom som Middelhavets eneste absolutte supermagt.
Kort over Rom og Karthago inden 2. puniske krig:
Da Rom havde besejret Karthago, var der ingen tvivl om, at romerne kunne erobre resten af civilisationerne i området - også de gamle såsom bystaterne i Grækenland og Ægypten. Og det gjorde de så.
Det senere Portugal blev altså en del af Romerriget i løbet af de puniske krige. Fra 206 f.v.t. havde romerne overherredømmet, selvom de længe måtte kæmpe for at få lokale stammer i det nordlige Portugal til at acceptere dette. Denne iberiske modstandskamp mod romerne blev i 140’erne f.v.t. anført af Viriathus, hvis liv er omgærdet af en del mystik. Sikkert er det, at han var leder af et oprør, som besejrede adskillige romerske hære og skabte mange problemer for romerne. I senere tider er denne lusitanske/iberiske modstandskæmper mod den romerske overmagt blevet et symbol på national og regional identitet. Fortællingen om Viriathus som en simpel hyrde, der samlede en hær af simple folk, der kæmpede til døden for deres hjemstavn mod det mægtige, overlegne, men måske også moralsk fordærvede og “civiliserede” Romerrige, har tiltalt spaniere og portugisere i forskellige dele af historien, og der er statuer af Viriathus i begge lande. Her ses en fra Viseu i Portugal.
Men selvom romerne altså skulle bøvle med Viriathus og co., overtog og udbyggede de karthagenernes byer og grundlagde mange nye byer og veje. Lissabon blev under navnet Olisipo den største by i den provins, som romerne kaldte Lusitania. Romerne kaldte også området finisterra (der hvor landet slutter). Men selvom det betragtedes som (og var) et romersk udkantsområde, var Olisipo en imponerende by med alt hvad en romer kunne ønske sig: teater, bade, rindende rent vand, kloakering, væddeløbsbane, arena til gladiatorkampe, et stort velforsynet marked osv. Lissabon blev et meget romersk sted, og sådan et sted skulle have en rigtig græsk/romersk fortælling om sig selv. Derfor opstod myten om, at det selvfølgelig var Odysseus, der på sin lange rejse rundt i Middelhavet kom forbi og grundlagde Lissabon (Odysseus hedder Ulisses på portugisisk, så det passer også næsten med navnet).
Man kan se en moderne visualisering af Olisipo, som jo ligger under det moderne Lissabon, her: https://www.youtube.com/watch?v=7UbfSjX_hoU
Romerne anlagde også mange andre byer i Lusitania. Hvordan sådan en provinsby kunne se ud, kan man se her (man kan også se lidt om hvad arkæologer kan): https://www.youtube.com/watch?v=M1VFYisIHzA&list=PLamzVvjgh6-kjMgJqN0LFHp-HTfdkU_vm
Som I ved, holdt Romerriget ikke evigt. I 400-tallet bryder den vestlige del af Romerriget sammen. Forklaringerne på dette er mange og Romerrigets fald et af historiefagets mest omdiskuterede emner. Uanset de dybereliggende årsager bliver det en giftig cocktail af kampe ved Romerrigets grænser, fald i indbyggertallet, fald i handelen, manglende evne til at holde indtrængende hære og folkevandringer ude og gentagne interne borgerkrige mellem hærførere, som gør at imperiet falder fra hinanden.
Den Iberiske Halvø (som under romerne var inddelt i fem romerske provinser) bliver nu domineret af visigoterne. Visigoterne kom oprindeligt østfra (det moderne Rumænien). Men efter nederlag til hunnerne (et mongolsk folk som pressede Romerriget fra nordøst) gik visigoterne med deres hær ind i Romerriget og forsøgte at finde nyt land at bosætte sig i. Efter nogle generationers forsøg på forskellige steder i det stadig mere kaotiske Romerrige - inklusive flere angreb på selve Rom - bed visigoterne sig fast i det sydlige Frankrig og på Den Iberiske Halvø. Her regerede visigotiske konger efter aftale med de sidste vestromerske kejsere. I 475 erklærede visigoterne sig uafhængige og var nu konger i eget land. Efter et nederlag til frankerne mistede de stort set alt land i det moderne Frankrig, men havde stadig overherredømmet på Den Iberiske Halvø.
Viriathus var altså en slags spansk/portugisisk frihedskæmper, selvom det at omtale ham som sådan helt sikkert er en anakronisme. Men hvad er en anakronisme?
Arminius var en lignende figur. Hvem var han? Hvem er/var han vigtig for? Og hvornår og hvorfor blev folk vilde med at fortælle historier om og opstille statuer af folk som Arminius og Viriathus?
